- hvor jeg brændte efter at komme til storbyen for at bo. Det var faktisk som om mit hjerte udelukkende bankede for KBH. Jeg følte mig draget af det pulserende liv, gaden der altid var farvet af lys, biler, butikker og mennesker og desuden kendte jeg jo dele af stedet, næsten som min egen bukselomme. Siden jeg var ganske lille og til mit teenageår, skulle min lillesøster og jeg hvert år trækkes med til mors familie i KBH. Ikke fordi vi ikke ville, vi nød det faktisk, men det gav mig altså også, udover det hæsblæsende men bestemt hyggelige familietamtam, det her specielle forhold til byen i sig selv. En overgang kyssede jeg ligefrem de støvede møgbeskidte fliser og indsnusede den fantastiske duft af forurening, når vi steg af toget på Hovedbanen og jeg var HJEMME. Jeg levede og åndede næsten for stedet og glædede mig til jeg blev en stor pige og selv kunne bestemme, hvor jeg ville bo, for så blev dét ihvertfald stedet.
Jeg skulle blive så meget klogere skulle jeg…

Idag er det nemlig så meget anderledes. Jeg holder skam stadig af KBH, de gamle brosten og baggårde og menneskemylderet, men jeg er og forbliver jyde med stort B som i bonderøv. Jeg KAN bare ikke undvære det sindige rolige gemyt, kaffen i tide og utide – fordi vi har tiden til det og har vi det ikke så tager vi os det. Jeg vil for alt i verden ikke undvære den gamle landevejsridder som stadig ses på landevejen, jeg føler mig bedst tilpas og hjemme når der tales et sprog der, for mig, er til at forstå men som for andre er det rene russiske. Jeg finder helt automatisk dialekten frem, når jeg er i selskab med andre artsfæller. Jeg kan lide duften af en ko og svinestald fordi jeg er vant til det og høet vækker minder til live, om den første kæreste og den første hule.
Jeg kan lide den gamle kro, jeg holder af de små landsbyer hvor alle kender alle og jeg elsker simpelthen landlivet. Det er hér mit hjerte ligger. Det er dét mit hjerte banker for og jeg er og forbliver en ‘landpige’. Sådan vil det altid være.