Med 3 timer forude i en bus mod Aalborg, har jeg ingen undskyldninger for ikke at kunne få læst lidt mere i min fødselsdagsgave fra ungerne – bogen om B.S. Christiansen. Jeg glæder mig for vildt…

- hvor jeg brændte efter at komme til storbyen for at bo. Det var faktisk som om mit hjerte udelukkende bankede for KBH. Jeg følte mig draget af det pulserende liv, gaden der altid var farvet af lys, biler, butikker og mennesker og desuden kendte jeg jo dele af stedet, næsten som min egen bukselomme. Siden jeg var ganske lille og til mit teenageår, skulle min lillesøster og jeg hvert år trækkes med til mors familie i KBH. Ikke fordi vi ikke ville, vi nød det faktisk, men det gav mig altså også, udover det hæsblæsende men bestemt hyggelige familietamtam, det her specielle forhold til byen i sig selv. En overgang kyssede jeg ligefrem de støvede møgbeskidte fliser og indsnusede den fantastiske duft af forurening, når vi steg af toget på Hovedbanen og jeg var HJEMME. Jeg levede og åndede næsten for stedet og glædede mig til jeg blev en stor pige og selv kunne bestemme, hvor jeg ville bo, for så blev dét ihvertfald stedet.
Jeg skulle blive så meget klogere skulle jeg…

Idag er det nemlig så meget anderledes. Jeg holder skam stadig af KBH, de gamle brosten og baggårde og menneskemylderet, men jeg er og forbliver jyde med stort B som i bonderøv. Jeg KAN bare ikke undvære det sindige rolige gemyt, kaffen i tide og utide – fordi vi har tiden til det og har vi det ikke så tager vi os det. Jeg vil for alt i verden ikke undvære den gamle landevejsridder som stadig ses på landevejen, jeg føler mig bedst tilpas og hjemme når der tales et sprog der, for mig, er til at forstå men som for andre er det rene russiske. Jeg finder helt automatisk dialekten frem, når jeg er i selskab med andre artsfæller. Jeg kan lide duften af en ko og svinestald fordi jeg er vant til det og høet vækker minder til live, om den første kæreste og den første hule.
Jeg kan lide den gamle kro, jeg holder af de små landsbyer hvor alle kender alle og jeg elsker simpelthen landlivet. Det er hér mit hjerte ligger. Det er dét mit hjerte banker for og jeg er og forbliver en ‘landpige’. Sådan vil det altid være.

Helt præcist hvor det er gået galt aner jeg ikke, men tosset er det altså. Det handler om mine html-koder der, efter overflytning til nyt design, pludselig danser for øjnene af mig og jeg kan hverken finde hoved eller hale i det hele. Enden bliver nok, at jeg må starte helt forfra, men det bliver altså ikke ligenu. Det er nemlig snart julefrokosttid.

Det er nu ikke min yndlingsfarve, men det er den farve der har været gennemgående i alle mine designs igennem tiden. Det gør det også nemmere for mig at rette efterfølgende, så det bliver altså sådan.
Iøvrigt synes jeg grøn passer sig så godt til de fleste årstider.

PS. mine koder kokser for vildt så jeg retter til, men hav tålmodighed…

Det har været én af de her dage, hvor jeg har savnet mine varme dyne siden jeg forlod den imorges. Trætheden har ikke engang overmandet mig, den har bare været der konstant så godt som hele dagen.
Med udsigt til et barn der er puttet, en Olsenbanden-film, 2 store bløde sofaer (hvilken én skal jeg vælge) kan jeg vist godt tillade mig at dovne resten af dagen og sige, jeg har været her.

Efter at have sendt ældste afsted til sjælland med sin far, har dagen udelukkende stået i yngstes tegn. Der er blevet spillet og leget med alle de julegaver han fik igår. Jeg havde bla. købt et DVD-spil til ham, men kan jeg finde ud af at få skidtet til at virke – neeeej og jeg er ved at få grå hår i knolden af det. Det er lagt til side til tålmodigheden vender tilbage … eller en venlig sjæl giver sig i kast med problemet. Andet kan simpelthen ikke betale sig.

Med juleslik, kaffe og smøger vil jeg nu indtage pladsen skiftevis foran TV´et (i tilfælde af en god film) og ellers ved compen her for at designe lidt til siden, når nu juledesignet skal pilles ned. Nyt skal der til og enkelt skal det være.

PS. jeg har på det groveste forelsket mig dybt i Line´s lille myr og har kigget på det lille væsen et hav af gange idag.

Det kan godt være jeg lidt for ofte tager familien med paraderne nede, når jeg ganske umotiveret rejser mig op og skråler en bette julesang til ære for den ganske danske forsamling, men de spørgende ansigter træder først virkelig i karakter, når jeg begejstret udbryder
“nøøørj det der gavepapir kunne satme blive til et flot design”…

Hvis jeg ser bort fra mit enorme savn efter min dejlige kæreste, så indeholdt denne aften ellers alt, hvad mit hjerte kunne begære. Der manglede intet og vi havde virkelig det hele. Vi havde hinanden, det gode humør, legende børn om hælene konstant og den gastronomiske oplevelse der nemt kunne have endt i en tragedie, fordi min far i et øjebliks forvirring havde taget posen med grisehoved, tæer og skanker op af fryseren, istedet for den med kalkun. Så en dybfrossen kalkun måtte deles i fire stykker med en stiksav, så julen kunne reddes og det blev den.

Vi havde drillerierne om den sædvanlige mandel med tilhørende mandelgave (der i år gik til min svoger) og vi var begavede med en skrupskør bedstefar der, for at slå ventetiden ihjel, dansede om juletræ med hhv. en norsk skovkat og to galoperende unger. Han var også den der underholdt de små imens vi ventede på julemanden og han var redningsmanden der åbnede for lågen til brændeovnen, hvis såfremt ifald julemanden kunne finde på at komme ind ad denne vej. Hvem der var mest sprudlende da han endelig gjorde entré ved jeg ikke, men den lille dreng fra 1940´erne var synlig at spore, da det ringede på dørklokken.

Alt i alt en aften fyldt med glæde, høje grineflip (fra mig), gaver og det varmeste samvær. Hele molevitten bliver gentaget næste år – denne gang med én person mere iblandt os og jeg glæder mig allerede.
Håber også du havde en god aften :)

– rundt omkring i landet. Nogle får mere end andre og sådan er det bare. Her i Holstebro sneer det også, men det smelter så snart det rammer jordens overflade, men vi kan forhåbentlig også nå at se det fine hvide landskab inden dagen er omme. Når vi det ikke, gør det heller ikke så meget. Det er en glæde i sig selv at se andre juble over det i TV og her i Blogland. Det er jul uanset hvad – bare stemningen er tilstede og den kan vi ikke lyve os fra her i dukkehuset. Snart går turen hjem til min søster hvor vi, som altid, fejrer julen på bedste manerer, så jeg vil slutte for nu og endnu en gang ønske Jer alle en rigtig Glædelig og fredfyldt Juleaften.
Pas godt på hinanden og dem I har kær :)