Nu er her stille. Begge unger er sendt afsted til hhv. skole og børnehave og derefter tager de turen hjem til deres respektive fædre, for at holde weekend. Jeg savner dem allerede voldsomt og sidder og bladrer lidt i billederne her på computeren og i papiralbummet fra reolen og må endnu en gang sande, at tiden går rivende stærkt.

Vi voksne har dem kun til låns. Måske lyder det som en forslidt frase, men det er ikke desto mindre sandheden. De er helt deres egne, de er nu små selvstændige individer og vi er rollemodellerne. Det er os som skal vise dem vejen frem og give dem et indblik i, hvordan et levet liv kan se ud. Det er ikke sikkert det er et liv som lige passer til deres humør og temperament, men så må vi sammen finde den gyldne middelvej, så de også får en ‘stemmeret’ i hverdagen.
ldste på 14 år synes til tider, at lillebror på 4 år er en vaskeægte pain in the ass og han elsker at drille hende, men de elsker hinanden dybt og inderligt og er pot og pande alligevel. Helt uadskillelige er de dog ikke, men de kan heller ikke undvære hinanden – hvilket kan ses på telefonregningerne, når de ikke er sammen fysisk. De har altid haft et meget tæt forhold til hinanden og formår virkelig at rotte sig sammen mod de voksne, når de føler sig uretfærdigt behandlet. Hun passer godt på ham og han stejler meget højlydt, hvis andre mænd kommer for tæt på hende i en leg med kildetur eller slåskamp, som for ham ligner noget hun ikke kan lide. Jeg kan mene nok så meget, at de engang imellem ikke er til at holde helt styr på, at de er nogle møgbørn og satans rollinger, men jeg elsker dem højere end noget andet på denne jord. Jeg er meget stolt af dem og jeg er stolt af de egenskaber de besidder, som fører dem frem her i livet. Engang imellem sker det at de træder udenfor det, for andre, tilladte areal af norm og udenforstående kan se skævt på dem, men de er opdraget til at være så stærke, at de ikke tager sig af, hvad andre synes og mener. De er i sandhed to små guldklumper af karakter, som nærer stor søskendekærlighed til hinanden og engang imellem er der heldigvis plads til vi andre ;-)