Hængekøjestol, indretning og ….
I min morgendøs går jeg rundt og rydder lidt op og pludselig fanger mit øje den hængekøjestol jeg købte tidligere på året, men som jeg aldrig har fået hængt op. Det nyeste indlæg hos Anja læses, jeg bliver inspireret og straks begynder et nyt billede at danne sig for mig. Indtil nu, har jeg ikke brugt den store energi på at fantasi-indrette det hjem, jeg en dag skal dele med min elskede. Hvorfor skulle jeg, når jeg ikke rigtigt har kunnet se rummene for mig, men idag fik jeg dog alligevel sat farver på væggene, blomster og planter allevegne, puder en masse i sofaen og stearinlys her og der. Jeg diskuterede med mig selv hvorvidt jeg er til Simpel Living eller Classic med de cremefarvede vægge og en anelse ‘sommerhus’. Yngstes værelse kan jeg dog hurtigt indrette i fantasien, da hans kommende værelse vil have samme størrelse og udformning, som det nuværende og min drøm om at skabe et pude/tæppehjørne til ham lever stadig i bedste velgående, da jeg tror han vil kunne finde ro dér efter en hektisk dag i børnehaven. Køkkenet skænker jeg nærmest ikke en tanke, da kæresten har sine helt egne drømme om indretning og udseende og desuden har jeg en skummel mistanke om, at han ofte kommer til at befinde sig ved komfuret (jeg sagde, jeg tror det)… og/eller på stolen i det gode hyggelige hjørne, hvor øjet altid kan skue livets gang i Lidenlund, lige udenfor køkkenvinduet.
Jeg har helt sikkert mine drømme, han har sine og så bliver det spændende at se, om vi kan forene dem i vores fremtidige hjem, der heldigvis bliver noget større end dukkehuset hér og som dermed giver mere albue- og indretningsrum.



























Hvad har du på hjerte?