Nu er her stille. Begge unger er sendt afsted til hhv. skole og børnehave og derefter tager de turen hjem til deres respektive fædre, for at holde weekend. Jeg savner dem allerede voldsomt og sidder og bladrer lidt i billederne her på computeren og i papiralbummet fra reolen og må endnu en gang sande, at tiden går rivende stærkt.

Vi voksne har dem kun til låns. Måske lyder det som en forslidt frase, men det er ikke desto mindre sandheden. De er helt deres egne, de er nu små selvstændige individer og vi er rollemodellerne. Det er os som skal vise dem vejen frem og give dem et indblik i, hvordan et levet liv kan se ud. Det er ikke sikkert det er et liv som lige passer til deres humør og temperament, men så må vi sammen finde den gyldne middelvej, så de også får en ’stemmeret’ i hverdagen.
ldste på 14 år synes til tider, at lillebror på 4 år er en vaskeægte pain in the ass og han elsker at drille hende, men de elsker hinanden dybt og inderligt og er pot og pande alligevel. Helt uadskillelige er de dog ikke, men de kan heller ikke undvære hinanden – hvilket kan ses på telefonregningerne, når de ikke er sammen fysisk. De har altid haft et meget tæt forhold til hinanden og formår virkelig at rotte sig sammen mod de voksne, når de føler sig uretfærdigt behandlet. Hun passer godt på ham og han stejler meget højlydt, hvis andre mænd kommer for tæt på hende i en leg med kildetur eller slåskamp, som for ham ligner noget hun ikke kan lide. Jeg kan mene nok så meget, at de engang imellem ikke er til at holde helt styr på, at de er nogle møgbørn og satans rollinger, men jeg elsker dem højere end noget andet på denne jord. Jeg er meget stolt af dem og jeg er stolt af de egenskaber de besidder, som fører dem frem her i livet. Engang imellem sker det at de træder udenfor det, for andre, tilladte areal af norm og udenforstående kan se skævt på dem, men de er opdraget til at være så stærke, at de ikke tager sig af, hvad andre synes og mener. De er i sandhed to små guldklumper af karakter, som nærer stor søskendekærlighed til hinanden og engang imellem er der heldigvis plads til vi andre ;-)

Det forekommer heldigvis ofte at jeg vågner om morgenen og er glad og fro, omend jeg dog er lidt klatøjet, men meningen er altså god nok. Jeg føler jeg kan klare alverdens ting og intet kan slå mig ud af kurs. Hele verden kan bare komme an, også de dumme skiderikker og trælse kællinger der måtte findes. De morgener, hvor jeg føler mig, som noget nær verdens lykkeligste og heldigste kvinde, en rigtig superwoman. Overskuddet er der til at få lavet noget fysisk aktivt, lege med yngste, snakke hyggeligt med ældste og sige Ja til kaffeslapperaser hist og her. Gud, hvor jeg nyder disse dage, men… ja, så er der altså også dage som idag. En dag, hvor jeg bliver vækket af kærestens dybe kælne stemme og hvor min krop langsomt vækkes til live af de billeder jeg kan vedhæfte den. I god tro starter min dag på den bedste måde, men jeg bliver snydt så det driver. Pludselig befinder jeg mig midt i det dårligste humør og kan slet ikke erindre hvordan det helt præcist startede og hvor klamt det føles. Det overrumpler mig hver eneste sjældne gang det sker og jeg mærker tydeligt, hvad det gør ved min tankegang. Jeg tænker, at et langt varmt bad måske kan gøre underværker og imens jeg forsøger at vaske alt det dårlige af min krop, overvejer jeg, hvad jeg kan skrive i min dagbog. Da jeg, efter gud ved hvilken gang, tænker negative linier, bliver jeg enig med mig selv om, at jeg vist hellere må lade den være og ellers holde mig langt væk fra andre idag, så jeg ikke sårer eller smitter – så det gør jeg og får rimeligt styr på mig selv igen. Nå ja indrømmet, måske trøstespiste jeg lidt, drak lidt for meget kaffe og røg helt bestemt for mange smøger, men det hjalp altså – dog kun på kort sigt – for den lurer stadig. Kæresten forsøger at mildne mig med dette og hint, noget lykkes og andet gør ikke og hold kæft, hvor er han bare sød. Han vil så gerne se mit smil og høre min glade stemme, det véd jeg og han får det såsnart jeg har skrevet mig ud af denne lortedag – det er vist det rette overordnede udtryk for, hvordan et eller andet kom forbi og trak en sort affaldssæk nedover hovedet på mig idag…. og jeg fik da skrevet lidt alligevel. Håber ikke jeg kom til hverken at såre eller smitte …

Drømme har jeg nok af. Nogle realiseres og andre gør ikke. Det er nu ikke fordi jeg ikke kan, men min prioritering og mine ønsker ændrer sig, som min alder og erfaring skrider frem imens årene går. Et par drømme har dog fulgt mig siden jeg var en lille pige.
– At leve så dejlig småborgerligt med ligusterhæk, flagstang, køkkenhave, små blomsterbede at nusse om, unger i rigt tal, en god og varm mand, et givende job og sunde fritidssysler på en råkold vinteraften.
– At kunne sy hvad det skal være, på en symaskine.

Den første drøm har jeg faktisk fået opfyldt, dog ikke alt incl. på samme tid og den sidste drøm har jeg tænkt mig at prioritere højt, så derfor skal der nu komme til at stå ’symaskine’ på min ønskeseddel til hhv. fødselsdag og jul. Mit første projekt skal så være noget så nemt som et tæppe med fin kant – stribet selvfølgelig, hvad ellers, når jeg nu elsker de striber…

En god ven(inde) er dén, som kan rumme hele ens person. Den som kigger hele vejen rundt om én og også det kedelige sted fra siden, når man har glemt at trække maven ind…

I min morgendøs går jeg rundt og rydder lidt op og pludselig fanger mit øje den hængekøjestol jeg købte tidligere på året, men som jeg aldrig har fået hængt op. Det nyeste indlæg hos Anja læses, jeg bliver inspireret og straks begynder et nyt billede at danne sig for mig. Indtil nu, har jeg ikke brugt den store energi på at fantasi-indrette det hjem, jeg en dag skal dele med min elskede. Hvorfor skulle jeg, når jeg ikke rigtigt har kunnet se rummene for mig, men idag fik jeg dog alligevel sat farver på væggene, blomster og planter allevegne, puder en masse i sofaen og stearinlys her og der. Jeg diskuterede med mig selv hvorvidt jeg er til Simpel Living eller Classic med de cremefarvede vægge og en anelse ’sommerhus’. Yngstes værelse kan jeg dog hurtigt indrette i fantasien, da hans kommende værelse vil have samme størrelse og udformning, som det nuværende og min drøm om at skabe et pude/tæppehjørne til ham lever stadig i bedste velgående, da jeg tror han vil kunne finde ro dér efter en hektisk dag i børnehaven. Køkkenet skænker jeg nærmest ikke en tanke, da kæresten har sine helt egne drømme om indretning og udseende og desuden har jeg en skummel mistanke om, at han ofte kommer til at befinde sig ved komfuret (jeg sagde, jeg tror det)… og/eller på stolen i det gode hyggelige hjørne, hvor øjet altid kan skue livets gang i Lidenlund, lige udenfor køkkenvinduet.
Jeg har helt sikkert mine drømme, han har sine og så bliver det spændende at se, om vi kan forene dem i vores fremtidige hjem, der heldigvis bliver noget større end dukkehuset hér og som dermed giver mere albue- og indretningsrum.

– men jeg KAN virkelig ikke holde koncentrationen, når jeg skal lytte på et menneske der konstant (sådan føles det) siger – ja øøh ja øøh/men øøh men øøh/så øøh så øøh/og øøh og øøh…. øøhh sorry jeg er forlængst hægtet af og mine tanker kredser andetsteds!!!

Ifølge Noah´s Ark, skulle en blæksprutte være så ganske ‘feminin‘
– den skifter farve efter sit humør !!

Den hjerteformede vig på nordspidsen af øen har givet Venø kælenavnet Limfjordens Hjerte og tager man et smut med færgen til Venø i dag, er man ikke i tvivl om, at øen lever og har det godt. en er 7,5 km. lang, 1,5 km. bred på det bredeste sted og huser ca. 200 fastboende samt 80 efterskoleelever. Venø har en smuk og afvekslende natur. Her er grønne marker, brune hedeflader, stejle skrænter, dejlige skovområder og en række karakteristiske høje. Her findes et sjældent rigt fugleliv med bla. sangfugle, vadefugle, måger og fuglereservat. Et rigt liv af harer, fasaner og råvildt hører også med til øens fauna og det er i sandhed en ø, der er værd at besøge. Hvis ikke for det rige dyreliv eller den meget specielle natur med den, til tider, bidende vind der giver røde kinder, så i det mindste for at fortære en ordentlig omgang Venøbøffer med alt tilbehør. Betal en fast pris og du kan gå ombord i maden ad libitum og jeg lover – det smager så fuglene synger (og nej, det var ikke mågerne over Limfjorden). Dagen idag stod på barnedåb i Danmarks mindste kirke med efterfølgende kaffe og middag på Venø Kro – og min kommende forlovede blev introduceret for den sidste vigtige person i min familie, nemlig ham, som en dag skal ‘give mig væk’.

Nu varer det ikke så længe førend bladene falder helt af træerne og dermed giver det alle mine naboer frit udsyn til min stue. Jeg må hellere opføre mig pænt og nobelt !!!