Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Træerne har endnu ikke mistet alt for mange blade og plænerne står stadig friske og grønne med morgendug på hvert enkelt strå. Fuglene synger af næbbets fulde kraft og den ene solsort overdøver den anden. Ja, man skulle næsten tro de stadig var midt i forårskurtiseringen og kampen, om den helt rette hun.
Solen er også velplaceret på den blå blå skyfri himmel og sender sine lune stråler ned på os, som er på vej til dette og hint denne onsdag morgen. Man skulle altså ikke tro, det er efterår …

Når det er efterår, plejer jeg at finde plaiden frem. Bøgerne støves af og de bedste af slagsen stilles forrest, så jeg hurtigt kan gribe den jeg bedst kan lide, når jeg en mørk og kold aftentime lader computer være computer og slænger mig i sofaen med den friskbryggede kaffe og måske lidt sødt til den tand, der skriger allerhøjest. Strikketøjet ligger også ligefor og jeg kan bladre i de tykke lækre magasiner, hvor efterårsretterne med årstidens grøntsager glinsende byder sig til, lige op i mit ansigt. Jeg får lagt gode ideer til de aktiviteter jeg kan foretage mig i løbet af denne årstid og jeg kan drømme mig hen, lige hvor jeg vil, men hvert år er der en klassiker som går igen og som jeg bare M give mig i kast med.
Svampeplukning er en af mine yndlingsbeskæftigelser. At blive et med den grønne skov, de høje træer. At finde en plet i buskadset og sidde helt stille og opdage, hvor meget liv der rent faktisk er i naturen på denne årstid. Det er ren balsam for min sjæl og jeg glæder mig hver gang. Jeg tager allerhelst mine børn med og slipper dem løs i det fri og på trods af tøj der føles stort og klodset, så tumler de sig vellystigt rundt i skovbunden alligevel. Det fryder mit hjerte at se, hvordan de tager imod dette element, som jeg selv gjorde, da jeg var barn.

I skovens dybe, stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted mangen gang
til fuglens glade sang,
der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.