Sidder og piller lidt i de sprællende nerver, som stikker ud fra min krop hist og pist. Lytter til “Her personal Pain”, kigger mig lidt rundt og prøver at gribe de ord, som svæver over mit hoved. Der er så mange af dem og pludselig får jeg et billede fra den altan på 4, hvor fordums tanker blev skabt. Tankerne der satte i aktion, da jeg så beboerne overfor lege med hinanden, pigen som chattede, kvinden som lignede en mand, stuen der syntes at være tom og forladt. Tankerne om, hvor vigtigt det var for mig, på daværende tidspunkt, at få slappet af og ladet op og gerne på altanen på 4 med de levende billeder fra naboer og gade. Tankerne om min fremtid. Hvordan den kunne se ud og meget gerne med ham jeg lige havde mødt, men jeg kom dem ikke for nær. Turde ikke endnu og lukkede derfor hurtigt af og koncentrerede mig istedet om busserne, bilerne, de små myldrende mennesker, havnen og så lige durk tilbage til kærligheden… igen…
Billedet er fra den altan jeg aldrig vil glemme, den altan jeg elskede så højt og som var mit tilflugtssted i den skelsættende ferie.

Savnet af kæresten var voldsomt igår aftes, meget markant. Jeg havde et behov for at lukke mig inde i min egen verden, men det lod sig ikke gøre pga. afkommet der konstant krævede mig, så jeg måtte ignorere egoismen og behage, hvor der skulle behages og endelig… fik jeg tiden for mig selv. Jeg satte mig til at læse vores MSN-log fra fortiden, som for at søge en lille trøst. Fra tiden hvor de små tilnærmelser spirede fra hans side men som jeg åbenbart overså, fra tiden hvor der ganske langsomt blev lukket op for mine sluser og jeg kunne modtage og fra tiden, hvor ordene blev mere direkte og forståelige. For hver sætning jeg læste, kunne jeg tydeligt genkalde mig de følelser og tanker jeg havde i disse øjeblikke. Kunne livagtigt huske, hvornår jeg havde sukket, hvornår jeg havde jublet og hvornår han havde givet mig kriblen diverse steder på og i min menneskekrop. Det var en meget autentisk oplevelse at gå tilbage i tiden og det gav mig den trøst og det smil jeg ville finde frem.
Disse Logs vil blive gemt. Det vil da være sjovt at kunne sidde om mange år og læse tilbage fra dengang vi var unge hormonbomber med hang til ord i overflod. Man skal ikke hænge sig i fortid siges det, men engang imellem er det altså fedt at kunne gøre det og samtidig få noget godt ud af det. Det hjalp mig jo videre iaftes, da jeg hang fast i mit eget spind af ynk.

1000 tak til husværten for lån af billedet :)