Moccapigen.dk header image 2

Morgenstund har guld i mund

onsdag d. 22. september 2004 kl. 09:55 · ·

De kære små...

Som en lille luxus bliver yngste først afleveret i sin børnehave kl. 9 om morgenen. Derfor behøver vi ikke stå op før en vis Herre får sko på, men derimod er det tilladt at ligge og snue til kl 7.30. Mit vækkeur ringer kl. 7.15, jeg dasker til det et par gange og vanen tro, så kan jeg umiddelbart efter høre de små fødder trisse henover gulvet i børneværelset, åbne døren og en lille hånd kommer for at vippe mig frem og tilbage med et “godmorgen mor”. Nogle morgener gider han ikke lulle i vanen og går istedet direkte ind i stuen og tænder for Cartoon Network. Uanset hvad han måtte finde på om morgenen, så står jeg altid op med det samme, men de sidste morgener har alt været anderledes.
Den første morgen lød der ingen fødder på gulvet, der har ikke været en lille søvnig drengestemme at lytte til og ej heller et TV at irriteres over (for mit vedkommende). Jeg står så op og opdager, at knægten sover endnu og at det er min tur til blidt at vække ham. Jeg lader døren til hans værelse stå åbent, så han kan vågne langsomt og behageligt op til lyden af en mor som pusler rundt, smører madpakken og gør sig færdig på badeværelset og når alt dette er gjort, S står han op.
Imorges gentog det sig. Ingen små fødder, intet “godmorgen mor” så jeg står atter op, åbner døren til hans værelse og finder en lille dreng, som ligger grinende under sin dyne og leger gemmeleg. Den bandit har været vågen længe kan jeg se og har bare ventet på jeg skulle komme. Han mener nok at tiden nu er inde til at bytte roller, så det gør vi og det er faktisk de allerbedste morgener vi har haft længe…

Har du noget på hjerte? ↓