Moccapigen.dk header image 2

Fragmenter fra en træt hånd

søndag d. 19. september 2004 kl. 22:00 · ·

2 ½ times buskørsel og jeg får set lidt af hvert hver gang. De to piger der kyssede faderen farvel, satte sig ind på sæderne og begyndte (som altid) at rasle med slikposerne ti minutter efter afgang. Fyren der tørrede sit mobildisplay af i bukserne 63 gange i løbet af en time. Manden, hvis udseende, jeg sad og sammenlignede med javist´s. De bralrende soldaterfyre der kunne berette om weekendens nedlagte bytte til stor underholdning for dem selv og absolut ingen andre. En gut der grangiveligt lød som Baune fra Angora og så var der lige den stille mørkhårede flippertype der læste om jomfru Maria.
Og så var der mig. Jeg lyttede til TV2, så byerne suse forbi og de sidste fire dage kørte som en stumfilm, når jeg tilbagelænet lukkede mine øjne.
Ord var blevet udtrykt. Også den slags, som min hjerne aldrig vil komme til at glemme. Ord der for altid vil stå indprentet i en af lagerskufferne. Berøringer og strøg, der stadig kan føles på huden, men som jeg snart må give slip på… jeg er så træt og går til ro.

Duften af ham kildrer næsen, hænderne kærtegner min hud som skygger og tilstedeværelsen er stadig meget autentisk, men så snart nattens søvn trænger sig på, forsvinder mine fine fornemmelser af ham – hos, på og i mig.

Mine pergamenttynde og sarte sensorer smuldrer. Når søvnen har gjort krav på sine timer, er det udvisket. De fysiske elementer, der minder om det nærvær vi havde for lidt siden. De er som visket ud i sandet.

Senere kan momentane indtryk dukke op. En duft, en sætning, et blik. Jeg griber dem, klamrer mig til dem til den dag, hvor jeg ikke længere behøver at skule ondt til de nætter, som river ham væk fra mig.

Har du noget på hjerte? ↓