Jeg har siden denne dagbogs start, haft et ambivalent forhold til kommentarfunktionen. Den ene måned har jeg lyst til at dialogerne skal fyge, den næste tænker jeg ‘ hvad skal de egentlig gøre godt for ‘. Jeg har intet som helst begreb om hvordan mine indlæg bliver modtaget, men som min veninde siger, så forekommer det at et indlæg sagtens kan stå for sig selv uden et behov for at blive kommenteret til hudløshed og deri kan jeg kun give hende ret. Engang imellem kan ord næsten dræbe ord, men ord er samtidig også vejen til liv. Derfor min ambivalens…
I hele september måned har jeg haft lyst til at fjerne funktionen. Jeg har altid været glad for at få kommentarer – det tror jeg vi alle er – men jeg ved også, at dagbogen vil tage en anden drejning, hvis jeg fjerner muligheden for, at I andre kan tale til mig. Email eksisterer jo selvfølgelig stadig, dog vil der så ikke være en interaktiv kommunikation flere personer imellem, hvilket vil være en skam, men jeg vil så i stedet have mulighed for at give et mere nuanceret, fyldestgørende og personligt svar til de spørgsmål jeg får stillet her eller via mail, men som jeg ikke føler den store trang til at belyse for alle og enhver. Jeg ved også, at mine indlæg vil blive anderledes, hvis jeg fjerner Haloscan´s tiltider ustabile kommentarfunktion, da jeg så ikke længere vil tænke på at skrive indlæg der kan kommenteres på. Jeg vil være mere fri i mine ord – tror jeg.
Måske er det lidt ligesom at være anonym, men jeg er jo langt fra anonym og jeg står altid ved mine skrevne ord og tager de roser og øretæver der bliver mig tildelt.
Måske har jeg bare set mig skæv på den lille rubrik nede i højre hjørne under hvert indlæg og bandet hver gang jeg selv synes at have skrevet et skidegodt indlæg og der så ikke tages til genmæle på det.
Måske er jeg bare i en for/imod-proces, men tankerne kom atter til mig efter at have besøgt en blog, læst den, havde noget på hjerte men hvor jeg ikke kunne få det sagt på grund af en manglende kommentarfunktion… emailen igen… skal/skal ikke…

Hvad jeg så end finder frem til, så vil jeg nu bruge tid på, at pakke de sidste tasker inden jeg imorgen tidlig triller med bussen ud på landevejen, lige lukt i armene på den bedste kæreste i hele verden. Hav en dejlig weekend :)

I 60 år har Atypus Affinis opholdt sig ubemærket i Danmark. Den lever sit stille liv under jorden på sydvestvendte skråninger der aldrig har været dyrket og heller aldrig har været groet til af træer og buske, så det er ikke så mærkeligt, at den har kunnet holde sig skjult i så mange år for mennesket. Det er først hen på efteråret, når hannerne kommer op ad gangene – for at finde en hun – at man kan være heldig at finde dem. Eksperterne siger, at jylland har den natur der skal til for at Atypus Affinis kan føle sig veltilpas og dermed trives i bedste velgående. Jeg ved bare ikke hvor fedt jeg lige synes det er, når der bag navnet gemmer sig en fugleedderkop af pæn stor kaliber. Den er ganske vist ikke farlig for mennesker, meeen…..

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Træerne har endnu ikke mistet alt for mange blade og plænerne står stadig friske og grønne med morgendug på hvert enkelt strå. Fuglene synger af næbbets fulde kraft og den ene solsort overdøver den anden. Ja, man skulle næsten tro de stadig var midt i forårskurtiseringen og kampen, om den helt rette hun.
Solen er også velplaceret på den blå blå skyfri himmel og sender sine lune stråler ned på os, som er på vej til dette og hint denne onsdag morgen. Man skulle altså ikke tro, det er efterår …

Når det er efterår, plejer jeg at finde plaiden frem. Bøgerne støves af og de bedste af slagsen stilles forrest, så jeg hurtigt kan gribe den jeg bedst kan lide, når jeg en mørk og kold aftentime lader computer være computer og slænger mig i sofaen med den friskbryggede kaffe og måske lidt sødt til den tand, der skriger allerhøjest. Strikketøjet ligger også ligefor og jeg kan bladre i de tykke lækre magasiner, hvor efterårsretterne med årstidens grøntsager glinsende byder sig til, lige op i mit ansigt. Jeg får lagt gode ideer til de aktiviteter jeg kan foretage mig i løbet af denne årstid og jeg kan drømme mig hen, lige hvor jeg vil, men hvert år er der en klassiker som går igen og som jeg bare M give mig i kast med.
Svampeplukning er en af mine yndlingsbeskæftigelser. At blive et med den grønne skov, de høje træer. At finde en plet i buskadset og sidde helt stille og opdage, hvor meget liv der rent faktisk er i naturen på denne årstid. Det er ren balsam for min sjæl og jeg glæder mig hver gang. Jeg tager allerhelst mine børn med og slipper dem løs i det fri og på trods af tøj der føles stort og klodset, så tumler de sig vellystigt rundt i skovbunden alligevel. Det fryder mit hjerte at se, hvordan de tager imod dette element, som jeg selv gjorde, da jeg var barn.

I skovens dybe, stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted mangen gang
til fuglens glade sang,
der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.

Sidder og piller lidt i de sprællende nerver, som stikker ud fra min krop hist og pist. Lytter til “Her personal Pain”, kigger mig lidt rundt og prøver at gribe de ord, som svæver over mit hoved. Der er så mange af dem og pludselig får jeg et billede fra den altan på 4, hvor fordums tanker blev skabt. Tankerne der satte i aktion, da jeg så beboerne overfor lege med hinanden, pigen som chattede, kvinden som lignede en mand, stuen der syntes at være tom og forladt. Tankerne om, hvor vigtigt det var for mig, på daværende tidspunkt, at få slappet af og ladet op og gerne på altanen på 4 med de levende billeder fra naboer og gade. Tankerne om min fremtid. Hvordan den kunne se ud og meget gerne med ham jeg lige havde mødt, men jeg kom dem ikke for nær. Turde ikke endnu og lukkede derfor hurtigt af og koncentrerede mig istedet om busserne, bilerne, de små myldrende mennesker, havnen og så lige durk tilbage til kærligheden… igen…
Billedet er fra den altan jeg aldrig vil glemme, den altan jeg elskede så højt og som var mit tilflugtssted i den skelsættende ferie.

Savnet af kæresten var voldsomt igår aftes, meget markant. Jeg havde et behov for at lukke mig inde i min egen verden, men det lod sig ikke gøre pga. afkommet der konstant krævede mig, så jeg måtte ignorere egoismen og behage, hvor der skulle behages og endelig… fik jeg tiden for mig selv. Jeg satte mig til at læse vores MSN-log fra fortiden, som for at søge en lille trøst. Fra tiden hvor de små tilnærmelser spirede fra hans side men som jeg åbenbart overså, fra tiden hvor der ganske langsomt blev lukket op for mine sluser og jeg kunne modtage og fra tiden, hvor ordene blev mere direkte og forståelige. For hver sætning jeg læste, kunne jeg tydeligt genkalde mig de følelser og tanker jeg havde i disse øjeblikke. Kunne livagtigt huske, hvornår jeg havde sukket, hvornår jeg havde jublet og hvornår han havde givet mig kriblen diverse steder på og i min menneskekrop. Det var en meget autentisk oplevelse at gå tilbage i tiden og det gav mig den trøst og det smil jeg ville finde frem.
Disse Logs vil blive gemt. Det vil da være sjovt at kunne sidde om mange år og læse tilbage fra dengang vi var unge hormonbomber med hang til ord i overflod. Man skal ikke hænge sig i fortid siges det, men engang imellem er det altså fedt at kunne gøre det og samtidig få noget godt ud af det. Det hjalp mig jo videre iaftes, da jeg hang fast i mit eget spind af ynk.

1000 tak til husværten for lån af billedet :)

Jeg deler noget med en “søster”, men det er ikke en frk. hvem-som-helst. Det er en navnesøster og vi deler kendskabet til den samme mand. Jeg er ganske sikker på, at vi begge nyder at tale med ham, måske bare på hver sin måde. Hendes eksistens kender jeg, men jeg kender hende ikke personligt, har endda aldrig mødt hende, men idag blev hun igen synlig for mig. For tredje gang på ganske kort tid og nu er det så jeg næsten forlanger at få et nyt navn. Måske ikke sådan rigtigt, men på min kære ven P.´s mobil. Nu har han igen ringet forkert og med et godt grin turde han endda indrømme, at det var tredje gang han klokkede i det med vores navne, så P. vil du ikke nok omdøbe mig ? Vi behøver ingen hellig vand og du bestemmer helt selv, hvad du synes kunne klæde mig ;)

Jeg er midt i en periode, hvor ordene både står i kø, for så pludseligt at forsvinde igen. Jeg kan skrive og slette og starte forfra og for 117 gang lukke ned for det hele. Jeg har en masse ord på lager, navne- & tillægsord især, men hvad er et sprog værd, der kun indeholder disse !!!
I mangel på ord og med en del sygdom i dukkehuset, har jeg desværre også måttet afgive et Timeout mht. mine artikelskriverier. Det huer mig bestemt ikke, da jeg altid har nydt at skrive om mangt og meget, heriblandt også om sexualitet, men jeg kom endelig til erkendelsen af, at jeg ikke kan blive ved at overhøre mine behov for at geare lidt ned. En dag kommer de rette ord tilbage og så er jeg på banen igen.

Well, børn indeholder også mange ord og jeg fik ørerne tudet fulde af dem igår, da jeg blev belært om kunsten i at genoplive en død flue.
Hvis en flue drukner i et glas vand tager man den forsigtigt op, ligger den på et stykke køkkenrulle og dækker den med fint husholdningssalt. Saltet trækker fugten ud af fluen og kort tid efter kan man fjerne saltet og se den på vingerne igen. Meeeget mærkeligt, men så sandt som det blev fortalt.

Som en lille luxus bliver yngste først afleveret i sin børnehave kl. 9 om morgenen. Derfor behøver vi ikke stå op før en vis Herre får sko på, men derimod er det tilladt at ligge og snue til kl 7.30. Mit vækkeur ringer kl. 7.15, jeg dasker til det et par gange og vanen tro, så kan jeg umiddelbart efter høre de små fødder trisse henover gulvet i børneværelset, åbne døren og en lille hånd kommer for at vippe mig frem og tilbage med et “godmorgen mor”. Nogle morgener gider han ikke lulle i vanen og går istedet direkte ind i stuen og tænder for Cartoon Network. Uanset hvad han måtte finde på om morgenen, så står jeg altid op med det samme, men de sidste morgener har alt været anderledes.
Den første morgen lød der ingen fødder på gulvet, der har ikke været en lille søvnig drengestemme at lytte til og ej heller et TV at irriteres over (for mit vedkommende). Jeg står så op og opdager, at knægten sover endnu og at det er min tur til blidt at vække ham. Jeg lader døren til hans værelse stå åbent, så han kan vågne langsomt og behageligt op til lyden af en mor som pusler rundt, smører madpakken og gør sig færdig på badeværelset og når alt dette er gjort, S står han op.
Imorges gentog det sig. Ingen små fødder, intet “godmorgen mor” så jeg står atter op, åbner døren til hans værelse og finder en lille dreng, som ligger grinende under sin dyne og leger gemmeleg. Den bandit har været vågen længe kan jeg se og har bare ventet på jeg skulle komme. Han mener nok at tiden nu er inde til at bytte roller, så det gør vi og det er faktisk de allerbedste morgener vi har haft længe…

Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er skuffelse eller forundring jeg mærker, når jeg med det ene ben står i voksenland og det andet i barndomsland og opdager, hvor meget fantasien har snydt mig i målestoksforhold.

2 ½ times buskørsel og jeg får set lidt af hvert hver gang. De to piger der kyssede faderen farvel, satte sig ind på sæderne og begyndte (som altid) at rasle med slikposerne ti minutter efter afgang. Fyren der tørrede sit mobildisplay af i bukserne 63 gange i løbet af en time. Manden, hvis udseende, jeg sad og sammenlignede med javist´s. De bralrende soldaterfyre der kunne berette om weekendens nedlagte bytte til stor underholdning for dem selv og absolut ingen andre. En gut der grangiveligt lød som Baune fra Angora og så var der lige den stille mørkhårede flippertype der læste om jomfru Maria.
Og så var der mig. Jeg lyttede til TV2, så byerne suse forbi og de sidste fire dage kørte som en stumfilm, når jeg tilbagelænet lukkede mine øjne.
Ord var blevet udtrykt. Også den slags, som min hjerne aldrig vil komme til at glemme. Ord der for altid vil stå indprentet i en af lagerskufferne. Berøringer og strøg, der stadig kan føles på huden, men som jeg snart må give slip på… jeg er så træt og går til ro.

Duften af ham kildrer næsen, hænderne kærtegner min hud som skygger og tilstedeværelsen er stadig meget autentisk, men så snart nattens søvn trænger sig på, forsvinder mine fine fornemmelser af ham – hos, på og i mig.

Mine pergamenttynde og sarte sensorer smuldrer. Når søvnen har gjort krav på sine timer, er det udvisket. De fysiske elementer, der minder om det nærvær vi havde for lidt siden. De er som visket ud i sandet.

Senere kan momentane indtryk dukke op. En duft, en sætning, et blik. Jeg griber dem, klamrer mig til dem til den dag, hvor jeg ikke længere behøver at skule ondt til de nætter, som river ham væk fra mig.