Igennem det sidste halve års tid har jeg grædt, når jeg synes meget så håbløst ud. Ikke forstået på den måde at det konstant har pisket ud af mine øjne, men NR jeg var ked, så var jeg det rigtig meget og rigtig hårdt. Sådan er jeg bare og det kan og skal der vist ikke laves om på. Jeg er den type som tuder til bryllupper, begravelser, ved fødsler, når jeg føler med mennesker i nød. Jeg kneb også en tåre flere timer før vi skulle adskilles for gud-ved-hvilken-gang min kæreste og jeg – men jeg kan også græde af glæde og lykke. Når én siger noget smukt til mig, når jeg pludselig får et sødt digt, når jeg lytter til musik som går rent ind i hjertet, når mine unger spontant siger “Hey, ved du hvad mor. Jeg elsker dig”. Jeg kniber en tåre når jeg føler mig lykkelig og heldig og det gør jeg altså ligenu…