Når jeg nu ikke ved hvor jeg skal gøre af alle mine ting og jeg ikke ejer et stort palæ med skabe fra gulv til loft, så nyder jeg at have mit kæmpestore gemmerodeskab og den dertilhørende rodeskuffe. Der kan bla. findes et barnesæde, en stork med blåt halsbånd, jakker og fodtøj, et strygebræt, en rullemadras til de kropsopstrammende øvelser jeg aldrig fik lavet, gamle billeder, fletkurve foret med lærredsstof, en drage som stiger til vejrs når efteråret kommer, en gammel børnemadras og en hulens masse hjørnehylder der for længst skulle være smidt ud. I skuffen kan bla. nævnes neglelak, penge, papirclips, et målebånd, kvitteringer, smykker, tape, læbepomade og nøgler, som jeg ikke aner hvor stammer fra og hvilke døre de evt. kan åbne.
Har du et rodeskab eller en rodeskuffe og hvad gemmer du på ?

Det er svært når døden kommer tæt på og sorgen males i ansigterne. Jeg stod face to face med det hele igår og må nu se at komme videre i teksten, men derfor er intet glemt. Absolut ikke. Mine tanker går stadig mest i retning af Frederikke, Ulrik og lille Cirkeline men ligenu har jeg også en trøst i, at min elskede kommer og holder weekend hos mig. Det får smilet til at træde frem i mit ansigt og jeg glæder mig mere end nogensinde til at blive holdt om. Her vil være lidt stille de kommende dage af ovenstående årsag, samt mit forsøg på at lave nyt design til siden.

Ligenu, en halv time efter et telefonopkald, sidder jeg stadig og græder. Er meget meget ked af det og kan slet ikke forstå det. Det er ubegribeligt for mig, men engang imellem spiller livet én et puds. Mine allervarmeste tanker går til Frederikke og Ulrik og Deres nære. Har ikke så mange flere ord ligenu… kan ikke…

Så kan jeg igen prise mig lykkelig for at have mennesker i min nærhed, der besidder lysten og evnen til at hjælpe en kvinde i nød. Grundet uvejret igår og min dårlige fornemmelse for, hvornår det var tid at slukke for compen, fik jeg konsekvensen at føle. Skidtet gik helt og aldeles i sort på et splitsekund, men startkablerne blev hevet frem idag og maskinen blev genoplivet på en kop kaffes tid. TAK Olsen :)

Igennem det sidste halve års tid har jeg grædt, når jeg synes meget så håbløst ud. Ikke forstået på den måde at det konstant har pisket ud af mine øjne, men NR jeg var ked, så var jeg det rigtig meget og rigtig hårdt. Sådan er jeg bare og det kan og skal der vist ikke laves om på. Jeg er den type som tuder til bryllupper, begravelser, ved fødsler, når jeg føler med mennesker i nød. Jeg kneb også en tåre flere timer før vi skulle adskilles for gud-ved-hvilken-gang min kæreste og jeg – men jeg kan også græde af glæde og lykke. Når én siger noget smukt til mig, når jeg pludselig får et sødt digt, når jeg lytter til musik som går rent ind i hjertet, når mine unger spontant siger “Hey, ved du hvad mor. Jeg elsker dig”. Jeg kniber en tåre når jeg føler mig lykkelig og heldig og det gør jeg altså ligenu…

… når du udviser oprigtig interesse, opmærksomhed og hjælpsomhed for mig.

Det gør godt at vide, at du kender mig så godt, at du kan læse mit ansigt og mine ord. Så behøver jeg undertiden ikke sige ret meget mere for at forklare – du har fanget min pointe og mit mål.

Jeg er meget meget glad for at have en ven som dig, for du er typen, som altid har svar på tiltale, som aldrig taler mig efter munden, fordi du løber tom for ord eller meninger. Du gjorde en forskel den dag jeg ringede dig op, da jeg var helt nede og alt kunne rende mig et stykke. Du gjorde bestemt en forskel, da du hjalp mig videre i livet og hverdagen.

Det gør du stadig, gør en forskel.

Du gjorde en stor forskel da du glædede dig over min store kærlighed til manden i mit liv. Jeg så tydeligt at du kunne se, hvordan jeg havde det og dit smil sagde alt. Du gør en forskel, når du sender en SMS i ny og næ som beskriver din egen lykke og min glæde boblede over, da du gav din fremstrakte hånd med hjælp til transporten frem til min elskede.

Du gør en forskel, når du hjælper mig med noget så tørt, som en ansøgning. Du gør en forskel når du grinende fjoller rundt og du hidkalder min største omsorg, når du er sørgmodig. Du er et af de mennesker som giver, men aldrig tager og du gør en stor forskel i mit liv, fordi du betyder så meget for mig.

Jeg er heldig at have en ven som dig P. Det synes jeg bare du skal vide …

Yngste trækker så store torsk i land når han sover, at de professionelle mener han burde have fjernet sine mandler og evt. polypper, så idag skal der foretages en ambulant undersøgelse på sygehuset. Operationen vil forestå i september.

Min ansøgning til en socialpsykiatrisk døgninstitution skal gøres helt færdig. Det er lige stedet for mig der gerne vil arbejde indenfor psykiatrien. Allerhårdest banker mit hjerte dog for forsorgen, misbrugerne og de hjemløse, men mon ikke der en skønne dag findes en pind til mig, på min gamle arbejdsplads. En dag drømmer jeg om at blive fastansat på stedet, i stedet for kun at nøjes med vikariatet.

Regninger skal betales, det åndelige studeres og Molly på mit lærred, skal snart have sidste penselstrøg på sin smukke krop.
Der skal vaskes op og terroristen kommer hjem for at kræve min opmærksomhed 120 % efter adskillelsen, så jeg skal nok få min dag fyldt ud med aktiviteter, men i aften – i aften kryber jeg ind i min egen hule. Den hule som emmer af kærlighed, forelskelse, tosomhed, synkronicitet og Jeg elsker Dig.

Jeg havde som lille pige en drøm. En drøm som indeholdt den rene idyl og landluft. En drøm om at have en elsket jeg kunne knuse, kysse, flette fingre, pjatte, grine, græde og selvfølgelig dele de sure pligter med. Vi skulle købe vores eget stråtækte lyse rummelige bondehus med stokroser og stor køkkenhave og nede i haven skulle det ene frugttræ efter det andet stå rank og smukt og lige til at plukke af. Vi skulle fylde alle vore børn med vitaminbomber og frisk luft og stille stå og betragte deres sunde røde kinder, når de lå trygt og godt under de store bløde dyner. Vi skulle kræse for hinanden, friste hinanden, tage hverdagens tyr ved hornene og sparke til alle som måtte komme imellem os. Vi skulle trampe madrasserne flade om søndagen, når vi hoppede “trambolin” og om aftenen ville vi dele en flaske rødvin, imens vi filosoferede over livet og universet. Jeg elskede at flyve på fantasiens vinger og bygge luftkasteller og det gør jeg stadig. Idag virker dele af drømmen bare ikke længere væk, end et enkelt hjerteslag…

Sådan starter næsten alle eventyr og sådan starter mit eventyr også. Det eventyr, jeg har lovet at læse op for min kæreste i weekenden.
Ligeså dejligt det kan være at læse, ligeså dejligt er det at få læst op. Ordene og stemmen kommer dig i møde, rytmen leder dig ind i teksten, pointer trækkes frem og der bliver måske fortalt med en helt anden stemme, end den du havde i dit hoved.
Det er en kunstart i sig selv at læse op og få lytteren ind i den verden der skal beskrives og fortælles. Teksten får en stemme, teksten er en andens, men stemmen er ens egen og den gode oplæser gør tekstens stemme levende, har fat i underteksten, i mellemrummene, i pauserne, i de tomme pladser. Indlevelse og sanser skal bære teksten og det er virkelig en fin balancebom at bevæge sig på. Jeg skal gøre mit bedste til at han bliver spundet ind i eventyrets midte, at han får hele oplevelsen med og får forfatterens sindsstemning ind under huden. Alt sammen via min stemme, min mimik og min store kærlighed til netop dette eventyr.