Vores identitet hænger nøje sammen med vores job. Hvad hedder du ? Hvad laver du ? Det er de to sætninger vi næsten alle bruger, når vi indleder en snak med en ukendt. Vi er “noget” i kraft af vores job og har vi intet, så kvier vi os nærmest ved at skulle sige ordet – arbejdsløs. Nu er det selvfølgelig farligt at generalisere, men ofte, meget ofte, er jeg stødt på mennesker som gnider hænder og forsøger at undvige blikket, når spørgsmål om erhverv bliver stillet. Jeg kan ikke just sige “incl. jeg selv”. Jeg undviger intet, men jeg synes sgu ikke det er morsomt at skulle sige, at jeg er arbejdsløs. Så jeg siger i stedet “pt. har jeg ikke et job, men jeg håber der snart kommer et vikariat til mig” (det rene pynt). Inderst inde ved jeg jo godt jeg har lyst til at sige nej tak til det vikariat, så jeg kan holde sommerferie med ungerne, men det kan jeg bare ikke tillade mig økonomisk og bedst ville jeg have det, hvis jeg med et smil kunne sige, at jeg arbejder som Social- & Sundhedsassistent på…hos…whatever.
Jeg mindes engang at stå overfor en pæn ældre Herre og hans respektive kone. Vi talte om løst og fast og de spurgte til mit erhverv og fik svar. Så spurgte jeg til deres og manden var hurtig til at svare “jeg er forhenværende folkeskolelærer” hvortil hans kone stiller skarpt og skyder direkte fra hoften “husk nu at sige sandheden min skat. Du er pensionist. Ja undskyld, men min mand vil ikke helt være ved, at han er gået på pension, så enten kalder han sig selv for forhenværende folkeskolelærer, hvilket jo også er korrekt men… (hun ruller med øjnene)…og sommetider formuleres det så til pensioneret folkeskolelærer”.