Tillykke

Jubiiiii yngste fylder 4 år idag og det værste er, at han slet ikke vil tro på det er rigtigt, hvad jeg siger. De sidste 14 dage har han gerne villet lege, at han havde fødselsdag, men idag hvor dagen virkelig er hans fødselsdag, så “gider jeg altså ikke lege det ligenu mor” !!!!
Min fornemmelse er, at han nok skal erfare sandheden i min påstand, når hans Bedste står her i eftermiddag med hans stooore ønske – en rigtig cykel ;)

Luk Punkt 1

Luuuk Punkt eeeet – vi er mange som er imoood. Det gik hverken værre eller bedre, end at jeg her til morgen måtte ile ned til Punkt1, for at købe et nyt køleskab. Henviser til kommentarboksen for d. 26 marts, så kan du selv læse hvorfor jeg måtte punge ud med mønterne idag. Nu kan jeg med sindsro tømme min altan for madvarer og få den freonbombe UD af min lejlighed. Synes BTW også det er ret fedt, at skulle starte forfra med et funklende rent køleskab.

Smukke unge mennesker

Det ringer på døren, jeg åbner og udenfor står 2 søde unge mennesker. Faktisk så kender jeg dem lidt, for de bor også her i kvarteret. De er kærester og har været det længe og det er sådan et par jeg ikke kan lade være at tænke om, at de bare passer sammen, som Hans og Grete og hånd i handske. De klæder hinanden helt fantastisk godt og ser altid ud til at være utrolig glade for hinanden og de smiler til alle, som går forbi deres vej.

Nå, men de stod altså udenfor min dør og forklarede at de var her pga. landsindsamlingen ifm. Kræftens Bekæmpelse. Han havde ikke nået at tale færdig, før jeg sagde øjeblik. Hentede min pung og lagde gladelig mønterne i og dette gjorde jeg ikke for at pudse glorien. Jeg gjorde det fordi vi i de seneste år har haft alt for meget af denne sygdom indenfor vores døre. For nogle år siden døde min tidligere svigermor af knoglecancer, sidste år fik min far lymfecancer men er dog heldigvis erklæret rask idag og for ca. 9 år siden, havde jeg selv kræft, så jeg synes ærlig talt mine penge må gå til et godt formål og jeg kan kun opfordre alle andre til at gøre det samme.

Pigen

Det er morgen. ldste er i bad, yngste sidder i stuen og ser sit yndlingsprogram på BBC Prime og jeg selv står i køkkenet og ryger. Jeg ser igen denne her pige, som måske er i midten af tyverne, komme gående forbi udenfor. Hun plejer at have campinghabitten på, men idag er hun helt anderledes. Hun har fundet det pæne tøj frem (tror jeg det skal forestille) incl. en hat så stor, at den truer med at falde ned over øjnene på hende. Hun går forbi mit vindue hver eneste dag og ofte mange gange om dagen. Turen fra hun kommer til hun vender tilbage, tager som regel ikke mere end ti minutter og nu står jeg så og spekulerer på, hvad hun mon går efter. Hvis det er afhentning af smøger på grillbaren (hun bærer nemlig aldrig noget i hænderne når hun kommer tilbage), så ryger hun dælme meget og hvis det blot er en rask travetur, så må man sige hun er vældig sundt anlagt.
Jeg har lyst til at finde ud af, hvorfor hun går der så tit, men hvordan gør man lige det uden at komme for tæt på ? Kunne jo være jeg skulle vente til det bliver vejr til at sidde udenfor på den lille plæne foran blokken og så ellers hilse pænt på hende, komme lidt i snak med hende og så…..

Hjemmebag

Jeg har selv bagt dem... altså...

Sidder her ved skærmen og nyder min kaffe, plukker engang imellem lidt af min gulerodsbolle, tænder en smøg, lytter til musikken i baggrunden (som minder mig om ældste´s seje forsøg på at vinde de jyske mesterskaber i HipHop) og ellers bare nyder, at det snart er weekend. Min fredag er startet helt fantastisk og hvis det fortsætter sådan, så tror jeg godt jeg tør håbe på, at det gode humør fortsætter i samme grad. Denne weekend har jeg begge mine fugleunger og der bliver knald på med diverse besøg både her og ude, men vi vil også tage os tiden til at slappe af og måske bage lidt. Yngste er så ferm til det med dej og boller, så mon ikke han skulle have lov at lege lidt igen. Hav en fortrinlig weekend derude :)

Juhuu

Tumletur

Jublede her til morgen. Yngste skulle have maddag i BHV, så madpakken kunne vi glemme alt om. Jeg er så træt af at smøre madpakke og ville ønske jeg havde arvet min mor´s gen, når det drejer sig om at elske denne disciplin, men det har jeg ikke og derfor er det blot noget, som skal overståes. For at “fejre” det, tog vi os en tumletur af den slags, hvor håret stritter til alle sider og kinderne bliver røde af varme og de høje grin kunne høres helt ud på gaden.

Mokke!

Der findes nogle mennesker, som bare ikke er i stand til at sige undskyld. Det er dog ikke dem, som skal have et gok i nøden i denne omgang, men derimod dem, som ikke kan finde ud af at modtage en undskyldning. Ja, jeg har lavet en brøler idag og en af de rigtig slemme. Jeg kom til at tage den vasketid, som hjemmehjælperen skulle have haft til gamle fru-et-eller-andet´s tøj. Damn, jamen jeg har altså placeret min nøgle i det rigtige datofelt, det har jeg alts…..nej det har jeg ikke. Det er jeg virkelig ked af. Det må du godt nok undskylde, men de to vaskemaskiner dér er ledige hvis….
Hun brummer bare og vender mig ryggen ret så demonstrativt. Er det da så frygteligt at modtage en undskyldning ?
“Ved du hvad, det er der sgu ikke noget at gøre ved. Jeg tager bare de andre to ledige maskiner istedet” Det KUNNE du have sagt, men du gjorde det ikke, din sure mokke !!!

(U)fornuft

Så skete der lidt her på siden. Ikke meget, men nok til at ønskerne om anden tekstfarve og rettelse af underlige links, er blevet opfyldte. Ville faktisk have været kreativ idag mht. designet og surfede derfor rundt på må og få, for at få lidt inspiration. Intet ville som jeg ville, så jeg lod det ligge… og det ligger der sgu endnu.

Yngste har været ekstremt pylret og træt efter dagen i børnehaven. Jeg selv var også energiforladt og så stod vi pludselig i den situation, hvor et eneste ord kan have stor betydning for den næste halve time. Kort før spisetid sukker hvalpen:
“Mor, min mave siger, at jeg gerne vil ha´en is”.
Christ, det er på sådanne tidspunkter jeg er nødt til at overveje, hvorvidt jeg gider og orker balladen, hvis svaret er negativt. Fornuften siger mig, at det er skide usmart at begynde at gnufle en vaffel-is så kort tid før maden står på bordet. Han er nemlig typen der bliver mæt af en enkelt is, så hvad skal svaret så være ? Det BURDE være et klart og tydeligt nej, men jeg spyttede arrigt efter fornuften og sagde Ja. Magen til begejstret unge skal man lede længe efter. Hoppede op og ned som en anden hund, hvis ejer havde været bortrejst i flere dage og bedyrede mig sin store altopslugende kærlighed. Engang imellem bør jeg måske skrue knoppen af og lægge det ved siden af kroppen, så jeg kan være 100% ufornuftig …

Det var det…

Det var det job. Mærker allerede dovenskaben snige sig uforskammet ind på mig eller er det mon bare den tunge træthed som gør, at jeg har så svært ved at få røven lettet !!!
Har et par ansøgninger ude, så jeg tror faktisk jeg vil tillade mig at dovne den næste uges tid eller to. Flere har problemer med at læse teksten og mine links blinker. Dovenskaben skal vist bruges til at fixe hele skidtet. Ready Steady Go.