Ferien er på plads

En rum tid er gået siden sidste log-in og jeg har haft nok at gøre med familie og job. Nu har jeg endelig kunnet få klar besked om, hvornår jeg kan holde min sommerferie, så vi er glade og ser virkelig frem til at få 2 ugers ren kvalitetstid.
Vi tager ikke ud på en rejse i år, men har istedet valgt at tage de små en-dagsture. Bla. har badelandet været oppe at vende samt en tur i HoppeLoppeLand og måske en lille sviptur til Zoo og ellers vil vi nok bare få besøgt de mennesker, vi ikke får set så meget til, når hverdagen bare kører derudaf.

Dagen idag er ellers bare gået med at få handlet ind, købt fødselsdagsgaver til min mor og søster og Kevin har haft en rigtig træls dag med et humør så eksplosivt, at vi har været på vanviddets rand. Mange gange har vi måttet tælle til 10 og jeg kom så til at tænke på, at han altid plejer at opføre sig sådan når der er optræk til sygdom. Nu må vi se hvor det bærer hen og om mine bange anelser holder stik.

Og som om det ikke var nok

– med Kevin´s besøg på sygehuset, så måtte gemalen oxo lige en tur derop idag. Kampen igår havde skadet ham så meget, at han måtte i røntgen og kunne så efterfølgende tage hjem med et par krykker og besked på, at opsøge lægen, hvis ikke smerten har fortaget sig betydeligt om ca. 2 uger. Heldigvis var intet brækket, men jeg tror godt vi alle ved, hvordan det er, at have en syg mand gående hjemme. Ikke lutter lagkage, men 2 stykker vat dyppet i vaseline og stoppet godt ind i øregangen skal nok gøre underværker, når man ikke længere gider høre på klagerne ;)

Endnu en arbejdsweekend

– er begyndt for mig (faktisk startede den igår aftes og slutter mandag aften) og drengene er taget ud i det grønne med et par venner, for at se en footballkamp. Kevin kom gruelig galt afsted igår og måtte en tur på skadestuen, da han fik en grim dyb flænge i underlæben. Snublede over et par ben og faldt så lang han var og tog lige bordkanten med sig i faldet. Lægen ville ikke sy flængen pga. hævelsen, men de fik da stoppet blødningen og drengene blev sendt hjem med klar besked på, at tjekke tænderne idag, når hævelsen var aftaget. Indtil videre ser de nu fine ud og det lader ikke til at de har taget skade.

Når man kommer træt hjem

– fra jobbet, kan det ofte være umådelig svært at finde overskuddet til at lege og tumle rundt på gulvet sammen med Kevin. Han har pisket rundt og haft en masse gode ideer til, hvad vi kunne foretage os, så vi ikke skulle komme til at kede os, men det har, indrømmet, ofte taget pusten fra mig og jeg har mange gange ønsket mig, at drengen kunne finde ud af at slappe lidt af og lade os alle finde en indre ro, inden vi fortsætter resten af dagen.
Vi har ofte prøvet at lade ham finde en god bog som vi kunne læse for ham, et puslespil eller en anden lille rolig leg, men energien og legelysten har så fået overtaget i ham og koncentrationen om tingene har ligget på et meget lille sted, men NU – nu har han fundet ud af, hvor dejligt det er, lige at trække vejret når vi alle er indenfor døren til “dukkehuset”.
Han er begyndt at hente sin dyne, sin sut og sin nulretrøje og så lægger han sig simpelthen fladt på gulvet og ser lidt tegnefilm, imens han kobler fra (hvilket vi andre oxo gør). Måske er det ikke den mest pædagogisk korrekte måde at lade ham slappe af på, men det blæser vi nu engang på. Sålænge vi alle nyder det, kan det ikke gå helt galt.

Har haft behov

– for at holde en mindre pause med skriveriet, men derfor er vores liv her i dukkehuset skam ikke gået i stå. Kevin og jeg har leget med vinduesmaling og det har da livet gevaldigt op på hans værelse. Han var ikke helt så heldig mht at ramme motivet med farverne, men han var selv af den mening, at han havde skabt et mesterværk uden lige og det er jo trods alt det vigtigste. Derudover har vi sørme oxo været kreative med at male på hans fine hvide T-shirt, så nu har han fået en bluse han kan være stolt af. Tallet 7 er favoritten hos ham, så det har han selvfølgelig fået på sin bluse samt navnet. Vi har dog endnu ikke fundet frem til det motiv, som skal pryde rygstykket, men mon ikke vi kommer frem til det, som arbejdet skrider frem.
Egentlig er der ikke så meget at berette om, da vi tager livet stille og roligt. Prøver at få så meget kvalitetstid som vi kan, inden det går løs med mine mange aftenvagter igen.

Drengene

– (den lille og den store) trillede med højt humør afsted til Silkeborg tidligt på formiddagen. Målet var en footballkamp der skulle afholdes på stedet og da de begge er lige vilde med denne sportsgren, så var det jo en oplagt udflugt idag, hvor vi ellers ikke havde andre planer. Jeg selv har nydt friheden og har gået og nusset lidt i krogene hist og pist, har lavet alt og intet og ihvertfald en masse formålsløst og unødvendigt – ren og skær drevet den af.
Har for længe siden købt nogle hårfarver, som skal børstes ind i håret og som kan vaskes ud efter 1 enkelt hårvask. Her til aften fandt jeg så modet frem og afprøvede en af farverne (en knaldende rustrød kobberfarve) og faktisk var farven utrolig flot til mig, men nøj hvor blev mit hår knasende tørt og farven dækkede slet ikke optimalt. Skuffende. Faktisk er det ofte sådan, at jeg kan falde for en bestemt hårfarve jeg vil prøve, men når jeg så går igang, så bliver resultatet bare ikke sådan, som den flinke ekspedient har bedyret og jeg er alligevel så nærig, at jeg nægter at få det gjort hos en frisør. Nej så hellere få et forandringsflip engang imellem og så prøve en farve som kan vaskes ud igen og som DKKER – bare det ikke er den fra Modelsecrets.

Finally weekend

– og egentlig har vi ikke de vilde planer for de kommende dage, men der skal såmænd nok ske lidt i den sidste ende – spontane kaffetørstige gæster kan dukke op, en strandtur hvor vi samler sammen til at lave en collage som kan pryde væggen i Kevins værelse, at vi selv kommer dumpende på besøg, en skovtur….der er nok at tage sig til, hvis bare man vil.
For en måned siden startede jeg op på et nyt projekt – AloeVera produkterne.
Jeg er ikke selv forhandler, men har valgt at forsøge at få lidt mere energi og velvære ved at købe en speciel drikkegel, som skulle indeholde et ekstremt højt indhold af vidundermidlet AloeVera. Planten der har mange navne – “mirakelplanten”, “naturens apotek”, “lægen i urtepotten” og ” den stille healer” er en medicindrik mod mange forskellige lidelser, heriblandt gigt, maveproblemer, hjertekarsygdomme, eksem, allergi, menstruationssmerter, forbrændinger, hudproblemer og meget andet. Personligt ønsker jeg bare at kunne få lidt mere overskud samt at se, om drikken kan hjælpe mig til at undgå eller mildne de skavanker jeg har af min astma.
Jeg kan allerede nu mærke forandring, men om det er troen der flytter bjerge eller om der virkelig ER noget om det her AloeVera-snak vides ikke. Jeg har det bare godt med det og det er som bekendt det vigtigste.

De tabte

– sådan for lige at gøre den med footballkampen færdig og mht skader, så var det heldigvis ikke andet end de sædvanlige småskrammer han pådrog sig.
Jeg er startet på mine aftenvagter igen og kan mærke, at kroppen stadig ikke helt vil finde sig i at være vågen og hyperaktiv på tidspunkter, hvor jeg normalt ville slappe af med en god bog, TV´et eller her ved computeren. Nu er det ikke så længe siden jeg påbegyndte det job og alle siger, at man vænner sig til at arbejde om aftenen. Håber det holder stik for ligenu slider det lidt på helbredet og energien ligger på et meget lille sted i skrivende stund.
Familien er heller ikke ellevilde med at undvære “hyggemaskinen” i eftermiddags- og aftentimerne, men da det kun er de næste 8 mdr. så overlever vi nu nok.
Vil bruge resten af fritiden idag på at lave – ingenting

Tab og vind…

Gemalen er til footballkamp idag og hans nerver stod højt her til morgen – håber selvfølgelig de vinder, men er samtidig oxo lidt ængstelig for, hvilke skader han kommer hjem med DENNE gang. Nå, men ellers går dagen stille og roligt. Vi nyder alle vores sidste pinseferiedag inden det går løs med børnehave, skole, job, madpakker og småtravle morgentimer og nyder ellers, at kunne opleve bare en lillebitte solstråle imellem al den regn og rusken der har været de sidste par dage.