Moccapigen.dk header image 1

Sommeren 2014

Anita | torsdag d. 25. september 2014 kl. 12:51 ·

Torsdagen giver mig solstråler, lyden af den rolige Bossa Nova og smagen af kaffe med mælk – jo jo, du læste rigtigt, hvem sku’ dog ha’ troet det med mælken – og jeg nyder, at det halsonde, som har fået mig ned med nakken de sidste dage, nu heldigvis er på retur.
 

 
Torsdag giver mig også ro til at tænke tilbage på sommeren der gik og plads til et kig på de mobilbilleder, jeg har knipset i løbet af den tid og når jeg nu sidder her på kanten af efteråret og kigger på det hele, så kan jeg konstatere, at Sommeren 2014 var ret god.

Den blev tilbragt i vidunderligt selskab med elskelige kvinder af den slags, som kan rumme hinanden, trods store forskelligheder.

Den blev også tilbragt i selskab med nogle mennesker, som hver især satte et aftryk i mig og gav mig endnu mere stof til eftertanke, når jeg for Gud ved hvilken gang tænkte tanker omkring samlivsformer og relationer og hvad jeg selv hælder til, inderst inde.

Jeg spillede bold op ad nogle skønne venner, som havde hver sin holdning til det hele og jeg kan ikke prale af at være blevet ret meget klogere på, hvad jeg egentlig kunne tænke mig, men jeg er en Nørd med Kærlighed og er nok i virkeligheden ikke ret god til det der med Kernefamilien, så jeg tænker videre, spiller bold med nogle flere samtalepartnere og en skønne dag finder jeg garanteret lige netop dén form, som passer allerbedst til mig.
 

 
Tilbage til Sommeren og en hel uge i Skagen med veninderne, en spadseretur i strandkanten med en mand og en hund, cykelture med en alt for kort nederdel og fundet af et digt fra en gammel kæreste, som var Manden, jeg ville giftes med.

Der var promiller og en nyfunden trang til at male billeder, der var kæmpestore isvafler, som jeg ikke nåede at knipse, førend de lå godt i maven og der var en datter, som blev færdiguddannet indenfor bankverdenen.
 

 
Når jeg sådan tænker tilbage og kigger på flere mapper med billeder, så er det mig en gåde, hvordan jeg dog har kunnet få plads til alle oplevelserne, uden at snurre rundt om mig selv, men det kunne jeg og jeg er lykkelig for dem.

De sidste uger har jeg droslet ned for mit aktivitetsniveau for at samle nye kræfter til at gå efteråret i møde og nu er jeg ved at være klar til at tage hul på en Oktober måned, som bla. kommer til at indeholde et besøg i hovedstaden, nogle dejlige feriedage med bobler og spa med veninderne og så måske nogle hyggelige stunder med sjove mennesker fra en singlegruppe på Facebook.
 

 
Mit efterår bliver på ingen måder kedeligt og det kan bare komme an. Jeg er SÅ klar.

→ Har du noget på hjerte?

Dér, hvor man ventes

Anita | mandag d. 15. september 2014 kl. 15:37 ·

“Tilføj nyt indlæg” – bare dét, at klikke på den tekst i bloggens maskinhus, fik mig til at smile for et øjeblik siden og med det smil, vidste jeg, at jeg var tilbage på blogscenen igen på den gode måde. Med mavefornemmelsen i orden.

Sidste år fik jeg dette billede på min mobil af en kær og elsket ven og jeg vidste præcist, hvad han ville sige med det på daværende tidspunkt. Billedet forældes ikke og budskabet kan man gradbøje, som man lyster det, så det passer lige akkurat ind i det liv der leves, lige nu og her, med de tanker som optager én.

Det gør jeg naturligvis også lige nu, når jeg poster det her på bloggen, for jeg tror stadig på skæbnen og jeg tror stadig på, at intet her i livet er tilfældigt. Ting sker, når de skal ske og selvfølgelig når man frem til det sted, hvor man ventes.

Tak til Jer som aldrig glemte og Tak til Jer, som har ventet tålmodigt på mig. Tak fordi I har lyst til at læse med igen alle sammen. Det er mig en stor glæde og fornøjelse at være tilbage som Moccapige.

Det er ikke den samme, som hende der lukkede døren på klem for lidt over 1 år siden, men det er en kvinde som er blevet klogere på livet og på sig selv. Jeg er blevet mere reflekterende, en anelse langsommere og stille, lidt mere rund og blød og nu også med lysten til at lade håret vokse sig langt og tykt igen. Lysten til at dyrke det feminine trænger sig på og også min lyst til at dyrke kønsrollerne lidt og være knapt så egenhændig og stærk og lade manden komme til, men det kræver øvelse og kender du mig i forvejen, så ved du sikkert, at det er en stor udfordring for mig, men det er en sund én af slagsen.

Jeg følger min intuition oftere og mere bevidst end tidligere og jeg glædes inderligt, når jeg mærker, hvad det gør ved mig. Omvendt, når jeg ikke følger den, gør kroppen mig tydeligt opmærksom på det, så den er meget vigtig for mig. Det er selvkærlighed på et meget fint plan.

Sådan rent praktisk bor jeg stadig samme sted, hvor jeg som altid nyder de smukkeste himmelbilleder, og jeg har det samme job på en selvledende institution for yngre med handicaps. Mine venskaber er ændret en smule, men ikke meget. Nye smukke mennesker er trådt ind i mit liv og hvor jeg plejer at finde mandevenner, er det nu mere og mere kvinder, som fylder mit dejlige liv med latter, gode oplevelser og bunker af kærlighed på forskellig vis. Vi er gode for hinanden.

Hvis jeg sådan skal opsummere på de vigtigste ting, så trives mine børn, jeg har stadig mine forældre og min kære søster, jeg er stadig røgfri på tredje år og kunne ikke drømme om at starte igen og så prioriterer jeg at bruge noget af min sparsomme formue på at rejse rundt i landet for at besøge venner og samle inspiration til at tænke nye sjove tanker. Jeg giver stadig mig selv oplevelser, som altid, så jeg kan vokse og udvikles.

Mit liv står aldrig stille og jeg finder altid hen til det sted, hvor jeg er ventet. Og det er jeg her.

Det føles godt at være tilbage.

→ 15 kommentarer

Om lidt blir’ her stille

Anita | mandag d. 10. juni 2013 kl. 22:20 ·

Jeg har været mor non-stop, siden jeg var 17 år gammel og det blir’ jeg ved med at være, til den dag, jeg ikke er her mere – og til den tid kommer jeg såmænd nok tilbage og holder hånden over de kære elskebørn igen, blot på en anden måde.

I mit stille sind har jeg altid haft en forventning om, at jeg kunne få “min egen tid” tilbage om mindst 5 år, men sådan er det ikke gået. Jeg får den allerede om mindre end 1 måned, da yngstebarnet har udtrykt ønske om at få lov til at prøve at bo hos sin far og efter nogle samtaler, har han fået lov til det. Naturligvis med den klausul, at han kan komme tilbage her til, hvis alt går helt galt og han ikke er faldet til efter nogle måneder, men det er ikke en klausul, han selv skal forholde sig til. Det er en ting, som kun vi voksne taler om indbyrdes.

Naturligvis kommer jeg til at savne det elskede barn og jeg kommer til at savne de gode grin, jeg dagligt får sammen med ham, men jeg er også gået i gang med at finde plusserne i regnskabet, for at kunne være i hele situationen. Jeg vil være positiv omkring dette her, for jeg ved, at jeg har valget imellem at hænge med næbbet eller prøve at finde de gode ting og naturligvis vælger jeg at fokusere på det gode.

Her blir’ stille, dét gør der, men måske er det ikke helt skidt for mig at prøve. Der skal geares lidt ned og gøres plads – til mig.

→ 10 kommentarer

Sometimes it snows in April

Anita | mandag d. 8. april 2013 kl. 23:33 ·

Jeg blev taget ved hånden og ført igennem en have, som på nuværende tidspunkt lignede en slagmark af visne gevækster og et forlængst brugt sommerliv fra sidste år. Om nogle måneder ville samme sted blive transformeret til at være den skønneste oase af blomster, petanquebane, en guldfiskedam med bro, grillhygge på den hjemmebyggede terrasse og en summen af liv omkring hængekøjen. Flere fra byen ville komme forbi for at nyde stemningen af langsommelighed – og som jeg gik der og fik en rundvisning på 1. klasse, kunne jeg sagtens se herlighederne for mig, da jeg besøgte ejeren af kolonihaven her i weekenden.

Døre og vinduer til husets 35 kvm blev slået op og en sand hule åbenbarede sig. Det var her jeg skulle tilbringe det næste døgn i selskab med en smuk omsorgsfuld hippie, en dyb blød sofa, en håndfuld ørentviste i brusekabinen, instant coffee i kruset, fortællinger om ambitionerne med stedet, masser af historier fra de 7 verdenshave, reggae og Prince og en følelse af, at være trådt ind på et sted, hvor Woodstock-kulturen er så hjertelig velkommen.

Jeg følte mig så uendelig godt tilpas lige dér, på præcist rette tid og sted. Jeg følte, jeg passede ind i selve øjeblikket og det blev ikke mindre, da sneen faldt stille udenfor vinduerne og Prince sang nummeret, som er titlen på dette indlæg. I dette smukke, musikalske øjeblik lukkede armene sig omkring mig og jeg blev holdt om, helt uden ord. Det trængte jeg til; omsorgen og nærheden og stilheden og ingen spørgsmål eller forventninger. Trængte til bare at være og det fik jeg lov til …

Den oase er jeg nødt til at besøge igen. Og måske igen.

 

→ 6 kommentarer