… med disse ord begynder Søren Ryge engang imellem ét af sine hyggelige programmer og jeg nyder at høre ham sige det. Hver gang. Så føler jeg, at jeg er hjertelig velkommen til at være i hans selskab. Et selskab, jeg selvfølgelig selv vælger til – og det gør jeg altid med glæde.

Når der er Ryge-TV, så går verden i stå. I hvertfald for mig.

Kære venner …

Det er vigtigt at have venner og at have nogle gode nogen af slagsen, ligesom det er vigtigt også selv at være en god ven. I går blev jeg spurgt, om jeg ikke engang imellem savnede at have en mand ved min side og mit umiddelbare svar var, at jeg jo får alt det, jeg måtte savne, fra mine nære venner. Jeg har venner som dækker mine forskellige behov, så i bund og grund mangler jeg ikke hverken kys, kram, nærhed, sjælesørger, morskab, hygge, rejsekammerater og diskussionspanel.

Men jeg kan savne lige den der ting, jeg har så svært ved at definere med ord. En ganske særlig tryg fornemmelse af at høre til og “at være som én”. Den der følelse, jeg har prøvet en enkelt gang i mit liv, og som jeg ved, der er så dejlig, at den er let at savne, hvis jeg giver mig selv lov. Det gjorde jeg forleden, men når jeg godt ved, jeg ikke får noget ud af det, så lukker jeg i som en østers. Det er det letteste og så kommer jeg videre. Det skal jeg jo.

Og så er det, jeg har mine venner. Mennesker, som de sidste dage har givet mig mavebobler over at lave tidsløse aftaler om samvær, forkælelse og kærlighed, lige så snart muligheden er der for det. Åh, som jeg nyder det! Vi glæder os til at være i hinandens selskab og nogle af vore drømme kan først blive til virkelighed, når vejret vil det, men så venter vi da bare. Helt enkelt.

…

Det 11-årige elskebarn har også gode venner og siden han kom hjem fra sin far kl. 13, har jeg faktisk ikke rigtigt set ham. Jeg har ganske vist fået svar på, hvad han har lavet de sidste dage, men det tog cirka ti minutter og så kunne hans krop ikke længere styre lopperne, væk var han. På strømpefødder ned ad alle trapperne fra 2 sal og til stueetagen. Ned til den ene af sine venner.

Kære, kære venner, det er godt at have :-)

For noget tid siden blev jeg introduceret til forfatteren Louise L. Hay, efter at have læst ét af Anjas indlæg. Jeg fik reserveret en bog på biblioteket og kom så ellers galt afsted med mit ben, så jeg aldrig fik hentet bogen. Det gjorde jeg til gengæld i dag.

Både den og flere andre af samme forfatter og jeg forstår nu, hvad den sjælssmukke Anja mener, når hun skriver:

Da jeg startede med at interessere mig for andre tanker, end dem jeg ellers mødte omkring mig og i mig, så var en af de første bøger jeg stødte på Louise L. Hays Helbred dit liv.

Den bog revolutionerede mine tanker i 1994 og den ledte mig ind på en lang rejse hos en masse forskellige lærere…

Jeg er slet ikke kommet så langt endnu, men jeg har læst en del af siderne i bogen på billedet ovenfor og jeg kan konstatere, at den er en skøn lille samling af sentenser, man kun kan blive klogere af.

~ Når vi er parate til at skabe positive forandringer i vores liv, så tiltrækker vi det, som vi behøver til at hjælpe os ~

Citat: Louise L. Hay

Hun er klog, hende Louise, og det er Anja altså også. Tak for din evige inspiration :-)

Forleden dag modtog jeg en mail, som indeholdt en masse kloge ord. Bla. disse:

Husk, at den du kan “pisse af”, kun bliver det, fordi du rammer plet med dine ord. Og naturligvis også omvendt. Dét, som ikke vækker ressonans i os, preller bare af…

Og Gud, hvor er det dog sandt. Jeg ved det jo godt, det gør jeg virkelig, men jeg skal bare lige mindes om det engang imellem. Ligesom jeg kan pisses af, kan jeg også pisse andre af med mine ord, nu og da og fuldstændig utilsigtet, og når jeg så står tilbage og undrer mig over en underlig reaktion, som jeg slet ikke havde forventet eller set komme, så skal jeg huske på, at der selvfølgelig er en årsag.

Den kan nemlig godt hænde sig at ligge hos den, som tager ordene ind…

Jeg ved ikke, hvordan du ser på genbrug, men jeg synes det er godt. Jeg synes det er supergenialt, at muligheden for at gøre en god handel er tilstede og især, hvis man ikke har mange penge at gøre godt med. Det har vi fx. ikke, så jeg jubler for vildt, hvis vi er de heldige aftagere af en sæk sorteringstøj. Det sker dog yderst sjældent, men jeg synes virkelig, det er en fed form for recycling, når det sker.

Et andet plus er, at det ikke mere er pinligt at træde indenfor i en genbrugsbutik og kigge sig omkring. Det var det, da jeg var purung og tøjet skulle være hip med de hippe i de glade 80′ere. Dengang trådte vi kun indenfor i denne verden, når der skulle findes kikset tøj til en fastelavnsfest. I dag er det Gudskelov noget andet og kan man ovenikøbet trylle med en symaskine, er lykken da vist gjort. Så kan der gøres kombinationer, som ikke ses magen til andre steder. Så Gudsbenådet en gave har jeg desværre ikke fået med mig, men med øvelse kan man sagtens komme langt, ved jeg.

Forleden dag fik jeg denne her boblende glade følelse helt nede i maven, da yngstebarnet kom hjem og fortalte, at han havde hængt ud i Genbrugsen sammen med en klassekammerat. Det havde de fået lang tid til at gå med og de havde hygget- og moret sig helt vildt. Sidstnævnte var både over kitchede beklædningsdele og også over det faktum, at lillemanden ikke kan lade være med at trylle med forhåndenværende ting og det kom så den gamle ekspeditrice tilgode. Hun fik sig, efter sigende, et godt grin, da han tryllede småtterier væk fra disken.

De dukkede selvfølgelig op igen, skal lige siges ;-)

Jeg glædes enormt over, at de unge mennesker ikke nødvendigvis behøver at hænge ud i gademiljøet, for at være cool, men kan finde sammen om noget så jordbundent, som en genbrugsbutik. Det matcher i øvrigt (og måske vigtigst) til deres (lomme)pengeniveau og de finder ud af, at  det hele ikke behøver at handle om mærkevarer og dyrest er bedst.

Genvinsten som gjorde lykke, netop den dag, var noget så simpelt som en næseklemme (til brug ved svømning) og en smart drikkedunk (som kan rengøres ved kogning). Jeg vil med næste gang – hvis jeg får lov…

- jeg er jo lige her og dét endda med en krop som har det bedre, end sidst du hørte noget fra mig.

Mandeforkølelsen er næsten ved at være væk og jeg er lige knapt kommet ned på den flade fod igen – men kun med krykkerne. Når jeg går rundt uden, så tripper jeg stadig på den højre fod, som en ballerina, og jeg har opdaget, at man faktisk godt kan føle det som om, man har de der flade konvolutter, som ellers kun findes i smarte talemåder.

Min højre fod er nu så overbelastet, efter de sidste ugers trippen, at jeg føler det som om jeg går på knogler, men altså… det går over lige om lidt, når jeg lærer at gå korrekt igen. Lige om lidt. Blev der sagt.

Det minder mig i øvrigt om i går, da jeg var på luftetur og mødte en sød ældre dame, som havde et bedre bentøj end jeg. Hvor jeg ved det fra? Det skal jeg sige dig; det undlod hun nemlig ikke at prale med, da hun nær havde væltet mig i skyndingen:

Åh Gud undskyld, jeg havde slet ikke set dig. Jeg går jo bare afsted og jeg kan da godt se, at du er dårligt gående, så jeg skulle have set mig lidt bedre for, når jeg sådan traver afsted.

Nå men… hun var faktisk helt vildt sød og jeg besluttede mig for at sluge ærgrelsen over at være 39 år og dårligere gående end en dame på 80. Eller. Næsten.

Måske har vi alligevel noget tilfælles, den ældre dame og jeg, for måske har vi begge forår i hovedet. Jeg har i hvertfald.

Solen skinner så godt som hver eneste dag, her hvor jeg bor, og jeg får serveret de smukkeste solop- og nedgange, som jeg virkelig kan beundre og nyde, når jeg nu bor så højt oppe. Det giver lige den tand mere, end når jeg står ved jorden og skal kigge op mod himlen. Det er altså ikke helt den samme fryd for mine øjne, så jeg sluger himmelrummet råt i disse dage og bliver helt stille, når det sker.

Vinterferien starter fra i eftermiddag og jeg får en ordentlig røvfuld fridage, hvor drengebarnet er hos sin far. Onsdag kommer han tilbage, så jeg har masser af tid, jeg skal have brugt. Mit hjem fortæller mig, at jeg er langt bagefter, så der skal helt sikkert bruges en dag på at sætte ind og skabe balance igen. Så godt, som jeg nu kan. Jeg er jo stadig kun en ballerina…

Rigtig hjerteligt god weekend til dig :-)

Fredag er afløst af lørdag og jeg smiler så langt ned i maven, at jeg føler mig helt forårskåd. Det var jeg vist også lidt i går, da jeg var på luftetur i det skønne, iskolde udeliv, lige midt i byens centrum.

Det var hårdt at humpe rundt på krykkerne, men Gud, så tiltrængt det var at se mange mennesker igen. Jeg var i mit es med solskin, røde bøffer, pjattede samtaler, en snak om fortid, nutid og fremtid. Og et spruttende grineflip som gjorde godt. Den slags gør altid godt. Ligesom de tulipaner, jeg blev udstyret med, inden jeg måtte forlade det gode selskab. Det blev årets første buket.

Nu er yndlingsugedagen så endelig kommet med sin langsommelighed og plads til dét, jeg har lyst til.

Jeg har helt sikkert lyst til at blive lidt i den følelse, jeg kender så godt fra fordums tider, og som kom efter et par hjertevarme SMS’er. Det kribler så dejligt nede i maven. Du ved, lige dér midt i lykkecenteret ;-)

Det er mange år siden, jeg sidst prøvede at give fuldkommen slip på min indre kontrolfreak og lade mig meditere så dybt ned i underlaget, at jeg nærmest røg helt ned til kineserne, men i dag fik jeg lyst til at prøve det igen. Ja altså, ikke at ryge helt ned til kineserne, men at se om det stadig kunne tiltale mig at meditere … og det kunne det!

Da jeg åbnede øjnene, følte jeg en inderlig lyst til at tage turen tilbage, én gang til.

Tilbage til min meditationshave og mit sted, som Charlotte hjælper mig med at visualisere.

Der er trygt og godt at være og det er her, jeg fremover vil tage hen, når jeg har brug for et lille pusterum. Det gode er, efter min mening, at jeg ikke falder så dybt ned og forsvinder, men at jeg hele tiden ligger lige oppe under overfladen og bare slapper af, og det kan jeg rigtig godt lide. Det er blandt andet dét, min krop har så hårdt brug for.

Jeg skal snart gøre det igen :-)

Når dette indlæg er skrevet og jeg har trykket på Udgiv, så passer det vist meget godt med, at skinkebollerne skal pensles med æg og drysses med kryddersalt og så scorer jeg garanteret gode point hos knægten, når han kommer hjem. Det var tilgengæld også det, mine kræfter kunne klare i dag. Sådan cirka.

Der er boller lige om lidt :-)

Det er nu, de smukkeste solop- og nedgange kan ses på himlen og hver gang, får jeg en lille smule åndenød. Hvis der er noget som kan betage mig og få mig til at glemme alt om nutid, så er det de flotte og meget unikke malerier, som himmelrummet kan male på ganske kort tid.

Det var et skønt lille frikvarter at stå ude på altanen i går aftes og kigge ud mod horisonten…