Hver gang jeg hører Rasmus Seebachs stemme, tænker jeg på en ganske speciel fætter. En fætter, som på flere punkter minder mig virkelig meget om Rasmus og som altid – ALTID – vil være der for mig, hvis jeg har brug for ham. Og utroligt nok, så er jeg ikke i tvivl om, at det også vil være ham jeg ringer til, hvis lokummet virkelig brænder.

Det er netop utroligt, fordi jeg aldrig rigtigt benytter mig af de tilbud jeg ellers får om assistance, for jeg bryder mig ikke om at “være til besvær”. En tanke der udelukkende opstår i mit eget hoved og som får mig til at klare skærene på egen hånd, i stedet for at bede om hjælp. Men det er noget andet med Michael. Han er bare så uendelig meget anderledes.

Der var ingen tvivl at spore i hans stålfaste øjne, den aften hvor han sagde, at jeg altid kunne bruge hans nummer, hvis jeg var i knibe. Så ville han komme mig til undsætning øjeblikkeligt og jeg tror ham på hans ord. Skulle jeg få brug for det, så tager jeg ham også på det. Ordet.

Michael var også personen, som indirekte fik mig i tale med brandmanden i sin tid, da vi skulle finde samtaleemner, der ikke nødvendigvis var arbejdsrelaterede. De er nemlig gode venner, brandmandskollegaer og badmintonpartnere, så der var pludselig rigeligt at tale om.

…

Når jeg lytter til Rasmus Seebachs stemme, sender jeg Michael en kærlig tanke og nogle gange også en sød SMS. Så kvitterer han med endnu en sød én og så er der ro i min mave. Han er der stadig. Hold op, hvor er jeg glad for, at han er der :-)

Alexandra Burke rammer mig lige i dansecenteret med sit nummer om de slemme drenge, jeg altid selv har haft en svaghed for.

Brandmanden er også én af dem, men ikke så meget, at han ikke kan være blød som smør ;-)

Én eller anden Kloge-Åge har engang sagt, at forelskelse varer fra 3 til 6 måneder.

Det er da også meget muligt at det passer, men når jeg nu sidder her, omtrent 4 måneder efter jeg tog springet, og får rødmende kinder, fordi brandmanden har afleveret en dejlig bemærkning, og generelt bare mærker mit hjerte svulme op til dobbelt størrelse, når jeg ser på ham, så tror jeg roligt, jeg kan konstatere, at min forelskelse stadig er tilstede. Og jeg tror på, at den er kommet for at blive lidt endnu. Hvis jeg skal tro førnævnte Kloge-Åge, så har jeg heldigvis de næste to måneder, hvor jeg fortsat kan svæve på en lyserød sky.

Men jeg har ikke frygtelig meget tiltro til de der Kloge-Åge’r, må jeg indrømme ;-)

- og selvom det er gjort anonymt, så er jeg flyvende græskkatolsk. De sandheder der efterspørges, skal ikke kun nedfældes på papiret, efter min mening, men også siges face-to-face. Sådan.

- men efter at have strikket mindst 85 millioner masker på et projekt, som er tungere end et ondt år på grund af Cascadens tyngde, føler jeg mig efterhånden stærk nok til at nedlægge brandmandens overarm, som er en lille halv meters penge i omkreds. Det er før forsøgt, men uden held.

Det må da snart kunne lade sig gøre, når jeg nu har motioneret mine egne muskler det meste af eftermiddagen og det kan da komme an på en prøve lidt senere. Måske vinder jeg snart håneretten.

Den sidste solstråle fandt vej til sofahjørnet og lunede mit skrog, imens Isabella stod og brægede i mit TV på en lettere anstrengende måde, men ikke desto mindre har hun, som altid, gode råd og endnu bedre – langt færre overflødige dont’s end andre TV-stjerner, jeg ikke skal nævne navne på. Dem kan jeg jo ikke bruge til noget, når jeg nu langt hellere vil høre om de gode og effektive do’s.

Ihvertfald er jeg nu endnu mere hus- og haveskruk, end jeg var i forvejen, og da jeg hørte den første motorcykel brumme nede på gaden, gik jeg helt i selvsving. Det er virkelig blevet forår. Både udenfor og inde i mit lille hoved.

Wauuu, siger jeg bare…

- og pludselig var mine gulve rene og blanke og mit hjem cleanet for fnuller.

Planen var jo, at det skulle have været gjort for flere dage siden, men da min gode gamle støvsuger valgte at opgive ævred, måtte jeg sætte Rullemarie igang. Hun nåede ikke ret langt, inden pusten også gik af hende og hun krævede sin strøm, og så valgte jeg sådan set at glemme alt om nullermænd og i stedet kaste mig i armene på brandmanden.

Men idag fik jeg bundet knude på alle enderne og tilbage er nu kun duften af Ajax og trangen til at få hænderne smurt ind i velgørende creme.

Uhmm, jeg vidste bare, mandagen ville blive herrego’ :-)

Min arbejdstelefon ringer, fordi jeg glemte at slukke den igår. Jeg kan se på lokalnummeret, at det er en samarbejdspartner, men jeg tager den ikke, for jeg holder fri idag. Som i helt og aldeles fri for pligter, aftaler, koordineringer og kerneydelser og så må hun vente til imorgen.

Til gengæld er jeg klar til at tage en slurk af den nybryggede kaffe, som jeg kan dufte i hele stuen.

Jeg kan høre fuglene synge og jeg kan se solen skinne fra en blå blå himmel. Jeg kan også se på flagene i det fjerne, at det blæser og for lidt siden kunne jeg mærke, at vinden er bidende kold idag. Lige præcist så kold, at jeg ikke stod på P-pladsen i ret mange minutter for at sende Kevin afsted mod skoleporten og sludre lidt med min kære svoger imens. Ørerne kunne lynhurtigt falde af, tænker jeg – når man altså ikke har hat på og det havde jeg ikke idag.

Måske skulle jeg for en sikkerheds skyld have taget den på, for ikke at skræmme det bedre borgerskab på flugt med mit strittende morgenhår, som aldrig nåede at se en børste, inden tiden var inde til afgang. På den anden side var det en kærkommen lejlighed til at vise, at alt ikke nødvendigvis behøver at være så poleret, for at man kan have det godt som menneske.

Og jeg har det jo godt. Jeg har det faktisk helt vildt godt. Også med pjusket morgenhår ;-)

Om nogle uger skal to mænd mødes for første gang og jeg glæder mig meget.

Begge mænd elsker jeg med hele mit bankende hjerte, fordi de er, som de er. Den ene er min kæreste og den anden er min bedsteven. Den ene er i fuld gang med at lære alle mine sider at kende og den anden kender dem som sin egen bukselomme og kan aflæse mig på et splitsekund. Den ene afleverer sødmefyldte konstateringer, som får mig til at sukke henført, og den anden stikker mig punchlines, der kan lukke min mund eller få mig tilbage til virkeligheden igen.

De er så forskellige som nat og dag – tror jeg – og om nogle uger finder jeg ud af det. De skal mødes, med mig som det umiddelbare omdrejningspunkt, og lur mig, om ikke jeg får kam til mit hår. Jeg tror det og jeg glæder mig. Meget!

Egentlig var det meningen, at fredag skulle bruges til at lege påskehare, så min Operation Påskeglad-modtager kunne få sin gave i den kommende uge, men da jeg faldt i armene på en dejlig brandmand, hørte alt fornuft op og jeg foretog mig intet andet, end at mure mig inde med ham.

En hel lang og vidunderlig fredag. Nøj, hvor var det skønt!

I mellemtiden fik jeg så min egen gave fra påskeharen og den kan du se på billederne her. På det medfølgende kort, som jeg holder for mig selv, er skrevet nogle smukke og varme ord, som fik mit hjerte til at banke glad.

Tusind tak til dig, Pia. Jeg glæder mig meget til at nyde det hele :-)

Weekenden har bla. været brugt på jobbet, skarpt efterfulgt af en solnedgang og en solopgang hos kæresten, som har kysset, krammet og forkælet mig noget så dejligt. I dagtimerne har solen skinnet og smeltet de sidste rester af sne, så nu er alt grønt igen i Holstebro. Det har jeg ventet længselsfuldt på, må jeg indrømme. Ligesom jeg har ventet på fangsten af den mistænkte drabsmand. Det lykkedes til sidst.

Om et par timer kommer Kevin hjem fra sin far-weekend og så starter hele den herlige mølle forfra med madpakker, lektier, aftensmad og job. Nu og da blæser vi flot på “burde” og giver os i stedet i kast med “lyst til” og på den måde bliver vi ikke så rundtossede af at køre rundt i møllen.

Men allerførst skal jeg lige nyde søndagen med blæsevejr og solskin og så rammer jeg mandag, hvor jeg ikke skal lave dagens gode gerning. Og dog … for jeg er jo stadig en påskehare ;-)