På mit køleskab hænger en årskalender, hvorpå mine arbejdstider er nedfældet. Det er dog langt fra hver dag, jeg kigger på den og det kan sagtens give små fine overraskelser, når jeg endelig gør det.

Jeg har fx. lige opdaget, at jeg kun skal arbejde 2½ dag, inden jeg har 2½ dag fri. Det gir’ luft og det ka’ jeg li’. Ahh :-)

Derude hvor kragerne vender, hvis de vel at mærke har glemt deres madpakker, og grisene går med lyserøde halekrøller på. Derude, hvor der ligenu er kridhvidt, så langt øjet rækker og hvor lyset reflekteres på smukkeste vis, selvom solen ikke skinner. Helt derude, hvor husvæggene er skæve, internettet umanérlig langsomt, menneskene er hjertevarme og gæstfri til yderste fingerspids og hvor ingen løfter et øjenbryn, hvis man kommer, som man er. Helt derude har jeg været og derude begyndte en drøm at spire i min mave igår.

Tænk, om det kunne blive en hverdag, jeg kunne holde ud…

Selvom jeg de sidste dage har været et sølle pjok, som havde bedst af at blive liggende under den varme dyne, så har jeg alligevel formået at sende min fætter til himmels, at spise stegt flæsk med hele den pukkelryggede efterfølgende og at tage på en heldagstur til et fremmed sted i Danmark (jvf. ovenstående skønmaleri), hvor min “svoger” afholdt sin fødselsdag igår. Men jeg kan til gengæld også love dig, at jeg er ved at punktere noget så eftertrykkeligt nu og jeg ved godt, jeg burde have trukket i bremsen noget før, men man gir’ sig jo. Gør man ikke?

Jeg har til gengæld også lovet mig selv, at jeg, på nuværende tidspunkt, ikke vil putte én eneste aftale ind i min kalender om 14 dage, hvor jeg igen kan holde friweekend. Så er planen nemlig, at jeg skal daske rundt i pyjamas til langt ud på eftermiddagen og nyde synet af uglet hår og pandaøjne, når jeg ser mig selv i spejlet, og skulle der nu, udenfor nummer, dukke uanmeldte gæster op, så må de tage det hele, som det er. Jeg kender ingen, som ikke kan klare det.

Snottet, hostende og ynkelig bliver min feberredning Rullemarie. Hun har fået æren af at klare det gulv, jeg ikke selv magter at beskæftige mig med idag, og så er hun glad. Hun blinker og “taler” og trisser rundt, imens jeg ordner badeværelset og rydder op hist og pist. Hende er jeg evigt lykkelig for at have fået indenfor døren og hun beder ikke om andet end lidt strøm i ny og næ. Det er let at “holde folk” på den måde og imens hun gør sig færdig, vil jeg smide mig på langs med lidt garn i hænderne.

Langt om længe og endelig…

Jeg sværger på tro og love, at jeg ikke hverken har hoveret eller på anden måde ført mig frem overfor mine familiemedlemmer, måske allerhøjst leget lidt kloge-Åge, og derfor kan det heldigvis ikke være Nemesis, der har ramt mig. Alligevel er jeg vågnet op med en kæmpeforkølelse, som garanteret er moderforkølelsen til dem alle, og kan nu se frem til en torsdag på langs.

Men jeg sværger til gengæld også på, at humøret er intakt. Selvom her pudses, hostes og snottes, betyder det heldigvis ikke, at smilet og det gode humør proportionelt er røget sig en tur. Sådan leger vi nemlig ikke her ;-)

- jeg kan læne mig tilbage og holde kombineret ferie- og weekend
- jeg kan strikke på livet løs i timevis
- jeg kan daske rundt i pyjamas kl. 14, hvis jeg vil
- jeg kan tage mig god tid til at kokkerere
- jeg kan læse i timevis (når jeg da ikke strikker)
- jeg kan se alle de film, jeg orker
- jeg kan gå sent i seng

Det er nu, jeg kan hoppe op og falde ned på det job, som giver mig vidunderlige daglige udfordringer og hovedbrud og i Guder, hvor jeg dog nyder det. Måske vil jeg sende min kæreste kollega en glad SMS fra morgenkvisten og fortælle hende, hvor skønt det er at kunne vende sig om på den anden side og sove videre.

Måske…

Der er taget hul på hele herligheden med stempelkaffe, chokoladekage og en sol der skinner fra en lyseblå himmel.

En glad pamjulefis; det er mig :-)

Snestormen er et fælles samtaleemne ligenu, men her er der ikke noget at tale med om. Vi har fået sne, men langt fra i mængder som forhindrer os i at udføre vores arbejde, så om lidt tager jeg afsted (i god tid) og når frem, hvor jeg skal.

Hvad jeg meget hellere vil tale om, er, at jeg holder weekend fra i eftermiddag ;-)

Tidligt fri fra job giver mulighed for at gå i indkøbskoma sammen med mange andre, der også forbereder sig på at sne inde de næste par dage, men om vi så gør det; det vil kun sneguderne vide. Uanset hvad, så er her mad og drikkelse nok til det nu.

Her er også rigeligt med arbejde at udføre, så ingen kommer til at kede sig. Der er fx. vinduer som trænger til sæbevand, der er tøj at vaske og papirbunker at sortere. Der er nogle skabe som kunne trænge til en kraftig oprydning, sortering og rengøring og sådan kunne jeg blive ved. Garn, læsestof og film er der også masser af, så nix… vi kommer absolut ikke til at trille tommelfingre.

Men så langt tror jeg helt ærligt ikke vi når, for solen skinner over Holstebro i skrivende stund og måske er det kun en stilfærdig indånding inden det helt store pust rammer os, så jeg vil egentlig bare nøjes med at sætte mig godt tilrette med min kaffe og se tiden an. Kommer det, så kommer det og så lad os for pokker få den vinter overstået.

Idag er det Kyndelmisse som, efter sigende, skulle betyde, at vi er halvvejs igennem vinteren, men der siges jo så meget. Man ka’ da håbe ;-)

- forandredes alt og mandagen blev bare ikke den samme, som den var imorges. En respirator er i mellemtiden blevet slukket og et familiemedlem, som i mange år har levet et benhårdt, men også alt for kort liv, har nu fået fred. Hjerneblødninger tager liv hver dag, denne gang også én fra vore egne rækker, og midt i det triste er jeg alligevel taknemmelig for, at han ikke skulle ligge som en grøntsag.

Selvom det ikke var et familiemedlem jeg har haft meget at gøre med, siden jeg blev født, så påvirker det mig naturligvis at se hans familie være knuste over tabet. Det gør sådan noget og det må det gerne. Det påvirkede også Kevin at se dem være kede af det, men det var samtidig en kærkommen lejlighed til igen at tale lidt om det uundgåelige – det eneste vi kan være 100% sikre på her i livet – at vi en dag skal dø. Det er stadig surrealistisk for ham, men sådan er det, når man er 9 år og ens forældre aldrig nogensinde dør fra én.

Efter at have vist ansigt og talt lidt med de pårørende, vendte vi snuderne mod noget så kontrastfyldt som et Kvickly, der sprudlede af menneskeliv. Bogudsalget var startet og vi fik da også taget vores bid af kagen.

Fra de mange stakke af bøger, fik jeg hevet den nye med Gitte Nielsen til mig. Den var ganske vist ikke på tilbud, men da jeg er blevet færdig med at læse om Ole Henriksen, og er underernæret rent læsemæssigt, følte jeg mig fristet til at tage hende med hjem og som tænkt, så gjort.

Camilla Plum er en dygtig madjonglør, men ikke én af dem, jeg higer efter at lytte til, så hvad kunne være bedre end at nøjes med hende i bogform. Nu står der snart Mormors Mad på menuen og med enkle opskrifter, burde kæresten også kunne være med i køkkenet (fik du den, skat?) ;-)

Og så er der den afslappede grafisk lækre bog om Familiesysler året rundt. Den kunne ved første øjekast ligne lidt af en kopi til Sif Orellana’s bøger, men skidt pyt. Inspiration skal jeg helt sikkert nok finde i den, jeg går ikke i små sko og Sif skal nok få mine penge alligevel, for hun gør det godt, hende den smukke.

Og så var der den sorte langhårede Afghanervest der røg ned i indkøbskurven og en fed fed creme til mine, efterhånden, ødelagte fingerspidser, som smerter efter den seneste tids frostskader.

Vi kom igennem mandagen, selvom den tog sig en del anderledes ud end først tiltænkt. Pludselig slår livet et sving og så må vi følge med så godt vi kan…

Mandag er lig med fridag for mit vedkommende. For kæresten og yngste er det lig med sygedag, så nu har den største søgt hjem til sin egen dyne og den mindste ligger i sengen med sin. Noget er vist i omløb og jeg skal ikke forsøge mig det mindste med at spille kæphøj, for jeg ved jo, hvor hårdt det kan ramme i nakken, når man mindst venter det, så jeg er klog og tier helt stille.

I stedet har jeg forskanset mig i sofaen med morgen-TV og dampende varm kaffe. Jeg kunne overveje at finde hæklenålen frem og prøve at glemme alt om morgendagen, som skulle give trafikale problemer på grund af sneen, for jeg må indrømme, at jeg ikke er spor vild med det. Det er smukt, ja, men jeg kan sagtens se et endnu smukkere forår, som iøvrigt også er langt nemmere at navigere i.

Men jeg bestemmer hverken over sne eller solskin. Det gør jeg til gengæld over min mandag og min hæklenål, så lige om lidt sætter jeg turbo’en til og ser at blive færdig med den cardigan. Nu er der tid og rum til at koncentrere sig om den, imens drengene ligger brak.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, tænker jeg…

Vi ser dem være på job, imens vi selv er det – betjentene, hundene og også de dykkere, som ligenu er på jagt efter et mordvåben, muligvis dumpet i den å, der løber igennem vores by. Vi ser blodet, blomsterne og lysene, mærker utrygheden og angsten og en stille rislen nedad ryggen, for “hvad nu hvis” og “der er galninge nok til“.

Holstebro er nærmest en soveby i forhold til KBH, så naturligvis er vi mærkede, når her sker et mord. Så samles vi, hjælper alt det vi kan (om det så er politiet eller hinanden) og vi taler meget, når nu det ikke er hverdagskost. Stemningen er en smule trykket, for vi har vores gang i lige præcis dén gård hver eneste dag, også tidligt om morgenen når det er mørkt, og derfor er der ikke så langt fra de små gys, til det store forkromede rolige overblik.

Men alle som én har øjnene med sig i disse dage. Ikke pga. angsten for selv at blive stukket ned, men nærmere for at lede efter det mordvåben, så vi kan få sagen afsluttet. Den er derude et sted, vi skal bare lige finde den…