- og det gør nogle skønne milde forårsgrader naturligvis også, for det får sneen til at smelte og græsplænerne til at blive syregrønne igen og så sker det fantastiske, at det mulige drabsvåben endelig er fundet.

I mellemtiden er den mistænkte drabsmand desværre stukket af fra psykiatrisk afdeling i Aalborg, så nu ledes der igen. Jeg er bare glad for, at der nu vil være en vagtmand på dét sted, jeg skal have min gang hver eneste dag, men mon ikke de fanger forbryderen inden længe.

Nu fanger jeg ihvertfald min kaffe og et projekt, jeg længe har haft lyst til at gå igang med og jeg mangler jo helt vildt meget en cardigan. Ha ha, som om…

I mandags lovede jeg mig selv, at jeg ikke gider mere arbejdsrelateret stress, som giver mig ildfluer for øjnene og fare for at gå i gulvet pga. svimmelhed, og jeg må sige, at jeg ikke blæser højt og flot på mit løfte. Det går jo strygende, netop fordi det går langsomt.

Der er intet overarbejde at spore og nu kan jeg mærke, hvad en forjaget travlhed kan gøre ved et menneske. Man kommer jo til at lave utroligt mange unødvendige ting og gå endnu flere unødvendige skridt, end hvis man tager det stille og roligt og trækker vejret med den attitude, at man når det hele før eller siden. Det hjælper i alfald mig, kan jeg mærke.

Det må jeg blive bedre til at huske…

- end af chokoladekage, efter at kloakmanden har været her for at rense ud i vores undergrund.

Jeg er ikke sart, hvad angår lugten af lort, men når jeg kommer ind i mit eget hjem, hvor radiatorerne i løbet af dagen har gjort det lunt og godt, og mødes af en ram stank af andre menneskers efterladenskaber, så vender det sig i mig og jeg må snappe efter vejret. Det gik stærkt med at få åbnet alt, hvad åbnes kunne, og det står stadig pivåbent, så vi kan holde ud at være her.

Billedet er sakset fra Rians

Når der kan lukkes igen, står chokoladefondanten klar med en tilhørende kop fyraftenskaffe.

- og gør mig klar til en ny arbejdsuge. Den skal tygges langsomt og sådan blir’ det!

Han ankom forsinket til festen, så sig lidt omkring, udvalgte sig nogle kvinder og dansede herefter tre timer i træk for fuld og fantastisk fascinerende udblæsning. Han havde styr på teknikken og sine kvinder. Og han var så smuk, så smuk. For fanden, hvor var han smuk – og bestemt midaldrende…

Min søster og jeg satte os til at gætte på hans profession og ramte totalt forkert, da vi sagde musiker, lærer eller tømrer. Det skulle vise sig, at han var automekaniker, hvilket vi aldrig ville have gættet på… og han var stadig helt utrolig flot. Ikke flot, som i wauuu-jeg-må-lige-kigge-en-ekstra-gang, men flot som i udstråling, attitude, intensitet, autoritet og velplejethed. Og i de tre timer han var tilstede i rummet igår aftes, fik jeg vist sagt et hav af gange, at jeg virkelig gerne ville fotografere ham en dag. I sort/hvid naturligvis.

Det drømmer jeg stadig om. Hvis bare jeg havde det gode grej…

Stressen åndede mig tungt i nakken fra mandag til fredag, men idag er den som sunket i den dybe dybe sne, der faldt på et par timer igår. Solen skinner, sneen gør alting lyst og venligt, jeg lytter til Corinne Bailey Rae og kan tydeligt mærke, hvad både hun og kæresten har gjort ved mig indenfor det sidste døgns tid.

Jeg er helt nede i lavt gear igen og kan hvile i mig selv, uden at føle de ekstra hjerteslag og se ildfluer for øjnene. Jeg kan fløjte, synge og smile igen og der er sågar kommet glans i øjnene. Jeg kan mærke mig selv og er på vej i en rigtig retning og mest af alt, så er det brandmandens fortjeneste, at jeg er kommet så vidt, så hurtigt. Han er så go’ for mig.

At kunne gemme sig i hans lille hyggelige rede oppe under taget, at kunne krølle sig sammen i sofaens solstråle med et krus kaffe og at kunne se kærligheden i hans ansigt, når han smiler charmerende til mig og blinker med sine øjne; det er da kun til at komme ned på jorden af.

Og dernede tjener man bedst, har jeg hørt. Jeg tror på, det passer…

Mor, hvad skal vi lave, når vi kommer hjem?

Jeg ved ikke hvad du skal, men jeg skal gøre mig lækker til festen i aften…

Ja ja. Nu ska’ du jo ikke gøre dig ALT for lækker, vel. Husk nu på, du har en kæreste!

- hvis jeg ikke får penge tilbage imorgen, så stiller jeg mig ud på altanen og skriger af mine lungers fulde kraft… og de er sg* store, sku’ jeg hilse og sige!

Imens det forår, vi har haft her på egnen de sidste dage, nu har bredt sig til flere dele af landet, har jeg forsøgt at håndtere min glemsomhed, svimmelhed og periodiske kvalme.

Det er stress, min pige…

Brandmanden har endnu en gang ret, når han åbner sin mund, og jeg glæder mig til vi rammer fredag og jeg kan få lov at trække vejret igen. Kursus og sygemeldinger på jobbet trækker tænder ud og tynger de efterladtes skuldre helt ned i knæhøjde, men idag besluttede jeg mig for at tage én ting ad gangen og ikke presse mig selv for hårdt. Overarbejde udbetales ved kasse ét og det tikker allerede.

Snart er det weekend. Gudsketakoglov…