Moccapigen.dk header image 1

Om lidt blir’ her stille

Anita | mandag d. 10. juni 2013 kl. 22:20 ·

Jeg har været mor non-stop, siden jeg var 17 år gammel og det blir’ jeg ved med at være, til den dag, jeg ikke er her mere – og til den tid kommer jeg såmænd nok tilbage og holder hånden over de kære elskebørn igen, blot på en anden måde.

I mit stille sind har jeg altid haft en forventning om, at jeg kunne få “min egen tid” tilbage om mindst 5 år, men sådan er det ikke gået. Jeg får den allerede om mindre end 1 måned, da yngstebarnet har udtrykt ønske om at få lov til at prøve at bo hos sin far og efter nogle samtaler, har han fået lov til det. Naturligvis med den klausul, at han kan komme tilbage her til, hvis alt går helt galt og han ikke er faldet til efter nogle måneder, men det er ikke en klausul, han selv skal forholde sig til. Det er en ting, som kun vi voksne taler om indbyrdes.

Naturligvis kommer jeg til at savne det elskede barn og jeg kommer til at savne de gode grin, jeg dagligt får sammen med ham, men jeg er også gået i gang med at finde plusserne i regnskabet, for at kunne være i hele situationen. Jeg vil være positiv omkring dette her, for jeg ved, at jeg har valget imellem at hænge med næbbet eller prøve at finde de gode ting og naturligvis vælger jeg at fokusere på det gode.

Her blir’ stille, dét gør der, men måske er det ikke helt skidt for mig at prøve. Der skal geares lidt ned og gøres plads – til mig.

→ 10 kommentarer

Sometimes it snows in April

Anita | mandag d. 8. april 2013 kl. 23:33 ·

Jeg blev taget ved hånden og ført igennem en have, som på nuværende tidspunkt lignede en slagmark af visne gevækster og et forlængst brugt sommerliv fra sidste år. Om nogle måneder ville samme sted blive transformeret til at være den skønneste oase af blomster, petanquebane, en guldfiskedam med bro, grillhygge på den hjemmebyggede terrasse og en summen af liv omkring hængekøjen. Flere fra byen ville komme forbi for at nyde stemningen af langsommelighed – og som jeg gik der og fik en rundvisning på 1. klasse, kunne jeg sagtens se herlighederne for mig, da jeg besøgte ejeren af kolonihaven her i weekenden.

Døre og vinduer til husets 35 kvm blev slået op og en sand hule åbenbarede sig. Det var her jeg skulle tilbringe det næste døgn i selskab med en smuk omsorgsfuld hippie, en dyb blød sofa, en håndfuld ørentviste i brusekabinen, instant coffee i kruset, fortællinger om ambitionerne med stedet, masser af historier fra de 7 verdenshave, reggae og Prince og en følelse af, at være trådt ind på et sted, hvor Woodstock-kulturen er så hjertelig velkommen.

Jeg følte mig så uendelig godt tilpas lige dér, på præcist rette tid og sted. Jeg følte, jeg passede ind i selve øjeblikket og det blev ikke mindre, da sneen faldt stille udenfor vinduerne og Prince sang nummeret, som er titlen på dette indlæg. I dette smukke, musikalske øjeblik lukkede armene sig omkring mig og jeg blev holdt om, helt uden ord. Det trængte jeg til; omsorgen og nærheden og stilheden og ingen spørgsmål eller forventninger. Trængte til bare at være og det fik jeg lov til …

Den oase er jeg nødt til at besøge igen. Og måske igen.

 

→ 6 kommentarer

No. 1 & No. 2

Anita | mandag d. 4. marts 2013 kl. 10:12 ·

Jeg tror det vil være en fordel, hvis du sætter dig godt tilrette nu, for indlægget er ét af de længere her på bloggen. Det kan i øvrigt fint nydes med en kop mocca til :-)

Da jeg var gravid for 2. gang i mit liv, gled denne tanke pludselig ind over mig:

Gad vide, om jeg kan elske den lille ny lige så højt som den ældste?

Jeg vil endda vove et øje og påstå, at rigtig mange andengangs gravide har/har haft den samme tanke. Er man virkelig i stand til at mobilisere så meget kærlighed, at det snildt kan fordeles på 2 – eller flere? Og selvfølgelig kan man det, men det opdagede jeg først, da jeg stod midt i det.

Sådan har jeg også haft det med min bedsteven No. 2 (og her er der ikke tale om nogen rangering, fordi der står No. 2). I mange år har jeg nemlig “kun” haft én eneste bedsteven (No. 1) og I der har fulgt min blog igennem årene, ved hvem han er via ord og billeder. Chris har været (og er stadig) min fortrolige, min støtte, min legekammerat i livets legestue, min sparringspartner, min menneskekender, min inspiration og mit ‘gemmested’ når verden har bidt fra sig. Det er den mand jeg for altid, og uanset hvad der sker, vil elske betingelsesløst og som jeg ved, gør det samme med mig. Vi elsker hinanden som mennesker og som venner.

Skæbnen (intet er jo tilfældigt her i livet) ville, at jeg d. 10 august 2012 skulle få et brev fra min (dengang kommende) bedsteven No. 2. Han havde set billeder af mig, læst lidt skriv fra min hånd og havde fornemmet en form for resonans, hvilket han følte, der måtte reageres på – og hvor var det dog godt, han gjorde det! På denne dag blev jeg beriget med endnu en bedsteven og naturligvis kom den føromtalte tanke til mig – har jeg kærlighed nok til ham også, uden at Chris på nogen måde kommer i ‘underskud’?

Det skulle have forsøget og i begyndelsen snublede jeg lidt i at skulle jonglere med hele to, SÅ intense og givende, venskaber, men efter kort tid lærte jeg at give slip og bare lade mig flyde med. Relativt hurtigt blev D’ Herrer introduceret for hinanden – fordi de begge selv ville – og det gik bedre end godt. De faldt ind i hinanden efter ganske få øjeblikke og siden da, har vi flere gange været i hinandens gode selskab hos både No. 1 og No. 2.

Når vi er sammen, går vi lange ture, spiser god mad, drikker vin/vodka/kaffe, lytter til musik og inspirerer hinanden til nye og anderledes toner. Vi brækker os af grin pga. den samme humor og vi taler en pokkers masse. Du har sikkert prøvet at føle Lykken i ganske korte glimt, den er så flygtig og så fantastisk, når den er på besøg, og jeg oplever den mange gange, når jeg er sammen med mine to venner her. De er mine vigtige kilder til livsenergi og jeg vil ikke, for noget i verden, undvære dem.

Well, lad mig introducere dig for Søren. Jeg vil bladre tilbage i min private dagbog for at finde et skriv fra sidste år, som jeg dog vil tillade mig at redigere lidt i for privathedens skyld:

Jeg har lært et nyt menneske at kende, siden jeg skrev sidst. Jeg har lært flere nye mennesker at kende, men ham her (vi kan jo kalde ham S) er én af den slags originaler, jeg så gerne samler på, fordi jeg holder af dem. Holder af deres måde at turde være anderledes på.

S. er Manden med den røde sofa.

Han er 47 år, 1½ hoved højere end mine 155 cm, pt. chokoladebrun efter en ferie sydpå og så bruger han hat med skygge. Sommerdresset er en flagrende hvid skjorte, lyse hørbukser og bare tæer i sorte lædersandaler. Han er violinist og underviser, er superskarp med sit elskede retrokamera og til dagligt har han en god stilling på et sygehus. Han griner en hel del og taler endnu mere og alt, hvad der kommer ud af hans mund er så gennemsyret af kærlighed til- og omsorg for sine medmennesker, at jeg ikke kan forstå, man kan indeholde SÅ meget af det, men hvor er det dog fantastisk dejligt!

Han elsker min tilgang til livet med alle de positive tanker og den lethed jeg lægger for dagen. Også selvom han godt ved, jeg har mine skyggesider, mine tiltider vilde påfund og min trang til at være et frit menneske…

Noget tid senere (stadig sidste år) skriver jeg videre i dagbogen:

Jeg prøver at leve mit liv så godt, som jeg nu kan. Jeg forsøger at bruge hver dag rigtig godt og ganske vist ikke som den sidste, men bare … godt.

Manden med den røde sofa lever sit liv meget mere intenst, end jeg sikkert nogensinde bliver i stand til. Han smiler, knuser, kysser og øser kærlighed ud til alle de mennesker, som er i hans nærhed – hver evig eneste dag! Og alle kender ham. Kollegaerne, vennerne, kvinderne, mændene, børnene, de forbipasserende. De mennesker som han ikke kan lade være med at interessere sig for og som han så gerne vil samtale med, også selvom han ikke kender dem. Endnu.

Og han er dygtig til det. God til at stille de rigtige spørgsmål og til at opfange essensen af dét, der blir’ sagt.

Han skriver lange og dybfølte breve til mig og har gjort det i flere uger, så jeg kan lære ham bedre at kende. Vi fortæller hinanden om vores liv og hvor vi har været. Selv de SMS’er, som har en begrænset indholdslængde, kan han få til at lyde som den største kærlighedserklæring til en dejlig ven. En dag tikkede denne besked ind på min mobil og jeg måtte grine hjerteligt, fordi den så fint illustrerer, hvem den spontane S. er:

“Du gør mig så glad i låget, kroppen og i min elskende sjæl. Jeg har tumlet med en fuldstændig ‘raving mad idea’ idag som rummer: rejse, fantastisk selskab, overnatninger, Norges største katedral og fantastisk musik. Du får mere at vide senere. De allerkærligste, dybfølte kys til dig – love rules!”

Jeg prøver virkelig at leve mit liv, så det bliver så godt som muligt og jeg prøver at få sat et aftryk efter mig selv, men det er intet ved siden af S. Han er medvirkende til at gøre mig bedre til det. Han har også en grund til at leve livet fuldt ud hver eneste dag, for ingen ved, om det er på kortere lånt tid end normalt.

Flere mænd i hans nære familie er før eller siden blevet ramt af Parkinson og ingen ved, om det også vil ramme S., så han vil gi’ den max gas og nyde det vidunderlige liv, imens han kan. Det kan ingen fortænke ham i og det kan fint sætte det hele i et forstående perspektiv, når man ser, hvor lystigt han spiser af livets store tag-selv-buffet. All inclusive.

Den dag han fortalte mig om sygdommen, gik jeg en lille smule i stykker, fordi det dødeliggjorde det fine nye venskab, jeg lige havde fundet. Intet varer evigt – det opdagede jeg pludselig – men typisk ham, så lugtede han naturligvis min frygt og fik hurtigt samlet mig op. Vi fik talt og det gør vi stadig, når jeg rammes af angsten for at miste ham til den sygdom, hvilket gudskelov er yderst sjældent. Det er til gengæld også den eneste frygt jeg har ifm Søren. Den absolut eneste!

Det er mindre end en måned siden, vi sidst var sammen alle 3 hjemme hos Søren.

Vi slendrede rundt i de små, charmerende stræder i Honningkagernes by, vi spiste gammeldaws mad og drak gode øl til. Jeg blev puttet i et badekar med duftolier i og der blev serveret rødvin og et pandekys på kanten af karret og så blev jeg overladt til mig selv, imens jeg kunne høre de to sludre, hygge og lave aftensmad i køkkenet. Min psyke var en smule flosset i kanterne efter et par svære måneder og jeg havde brug for lidt ekstra TenderLovingCare, for at kunne mobilisere nye kræfter, og den fik jeg i det døgn, vi var sammen. I dagbogen står der:

I et døgn har vi udvekslet kærlighed på vores helt specielle måde. De to mænd har nydt hinandens ivrigt talende selskab over en flaske vodka, imens jeg har mærket, hvordan mine kræfter ganske langsomt ebbede ud i den dybe lænestol, hvor (S) havde pakket mig ind i et tæppe.

Jeg lod dem indtage natten på egen hånd og de har så utrolig godt af hinandens selskab. De er gode til at bytte historier og udfordre hinanden på forskellige holdninger og når jeg har kræfterne til det, så nyder jeg at lytte til dem og se, hvordan de hver især er dybt engagerede i de mange nuancer og facetter, som de kaster op i luften.

Der vil, hvis ellers jeg er dygtig til at få opdateret her, komme mange flere historier til om No. 1 og No. 2 og jeg kunne såmænd også fortælle dig om min jomfrutur til Norge sidste år med Søren, men intet er sikkert med hende Moccapigen.

Hun lever livet derude hvor hjerterne banker og har ikke tid til at sidde inde og fedte for meget med en computer, så der må komme det, der skal komme. Jeg samler stadig nye kræfter til, for nu skal jeg videre i mit liv. Ud og sprede endnu mere kærlighed.

Ud og nyde det der forår :-)

 

→ 8 kommentarer

Fra plus til minus – minus til plus

Anita | fredag d. 22. februar 2013 kl. 09:59 ·

Det skulle blive det mest specielle forhold, jeg til dato har oplevet – muligvis også det korteste, såvidt jeg husker – og nu er det ikke-eksisterende (vi er dog stadig- og heldigvis på talefod), men uanset hvad, så tror jeg på den filosofi som siger:

- intet sker tilfældigt…

Jeg tror på, der var en grund til, at lige præcist vi to skulle møde hinanden. Vi skulle lære noget af hinanden, lære noget om os selv – og lærte vi ikke en ski* i denne omgang, så vil det samme ske igen og igen i fremtidige forhold, til vi har fattet “pointen” og hvad der skal til, for at kunne trives, både sammen og hver for sig.

Jeg har helt bestemt lært noget denne gang, som jeg vil kunne tage med mig i fremtidige relationer. Ikke kun i forholdet til en eventuel kæreste, men også til mennesker helt generelt, så det der har været et benhårdt stykke arbejde, de sidste par måneder, har bla. også været en styrkeprøve for mit vedkommende. Og en svaghed. Det ene udelukker gudskelov ikke det andet.

Hjertet står pivåbent, såret bløder lidt endnu og jeg får stadig tilbagefald af de der hjernedøde Hvis’er, men alt er helt okay, for det er en del af sorgprocessen. Jeg ved, at jeg har gjort hvad jeg kunne og jeg er, trods alt, lykkelig for at have set- og oplevet et smukt menneske, da det gik allerbedst, og jeg ved – jeg ved – at jeg har tonsvis af kærlighed i mig endnu til en hel verden.

Allerførst skal jeg lige give lidt af den til mig selv …

→ 13 kommentarer